200 fritidslandmænd starter webshop

200 fritidslandmænd står bag en ny webshop, som sælger limousinekød på abonnement direkte til forbrugerne.

Krogmodnede luksusbøffer, rød mørbrad og hakkekød i frysekasser leveret direkte til hoveddøren. Det er hvad en ny webshop, med 200 fritidslandmænd bag, tilbyder. Her drejer alt sig om dyrenes velfærd og respekt for biodiversiteten.

- Alle os landmænd, der deltager i projektet, består af familielandbrug med en stor passion for kvæget. Vi er på fornavn med vores dyr, der ved græsning sikrer, at hede, enge og overdrev ikke gror over til skade for biodiversiteten, siger Jan Winum Povlsen, Brørup, der er direktør i den nystarterede webbutik for limousinekvægavlerne, Danske Bøffer, hvor forbrugerne kan købe kødkasser på abonnement udelukkende med dansk kød af kvægracen Limousine.

Familiepassion

Limousinekvæget er oprindeligt fransk, men Danmark har en af verdens fineste bestande af limousinekøer på grund af den store avlsindsats, der har fremmet godt og mørt kød, siden den første limousineko kom til landet i 1969.

- Vores børn udstiller til dyrskuer med kalvene, og vi går op i vores dyr med liv og sjæl. Personligt har jeg 35 års erfaring og kan kende hvert eneste dyr i besætningen og også køernes forældre og bedsteforældre. Det er den respekt og forståelse for, hvor kødet kommer fra, og hvad man støtter med sit indkøb, vi gerne vil udbrede til forbrugerne, forklarer Jan Winum Povlsen.

Store smagsoplevelser

De seneste tal fra Danmarks Statistiks Forbrugsundersøgelse viser, at efter danskernes udgifter til oksekød de seneste 20 år er steget med over 20 procent, er kurven nu knækket og forbruget dalende – en tendens, som kvægavleren Jan Winum Poulsen kan bakke helhjertet op om.

- Det kan virke paradoksalt, at vi som kødkvægsavlere ikke er interesserede i et stigende kødforbrug, men vores fokus ligger ubetinget på kvalitet fremfor mængde. Dansk Limousine Forening kan i år fejre 50-års jubilæum, og i al den tid, vi har eksisteret, har formålet været de gode dyreoplevelser og de store smagsoplevelser, siger Jan Winum Poulsen.

Limousineforeningen annoncerer inden længe en række besøgsbesætninger på samme hjemmeside, som man kan købe kødet fra. Herefter kan nysgerrige forbrugere og kødentusiaster tage på besøg hos landmændene og opleve køerne i deres naturlige omgivelser og den daglige pasning af kvæget.

Læs også