Knap 100 kødkvægsavlere var for nylig samlet til årsmøde i Østlige Øers Kødkvægsudvalg, hvor formand Mogens Hansen aflagde beretning for to år, da årsmødet i 2021 blev aflyst som følge af corona.

Corona-pandemien har desværre ikke været den eneste udfordring, der har været for udvalgsformanden, der blandt andet må konstatere, at et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening (DN) om blandt andet promovering af afgræsning af naturarealer foreløbig er sat på standby.

Mogens Hansen kom i sin beretning også ind på de kedelige episoder, hvor dyr i statens nationalparker har manglet mad og vand. Han undrer sig over, at dyreværnsloven sådan tilsidesættes uden konsekvenser, når hammeren omvendt hurtigt falder, hvis kødkvægsavlere fejler det mindste.

Uenighed om blad-udgifter

- Jeg savner i dette tilfælde også noget mere opbakning fra Landbrug & Fødevarer og fra Dansk Kødkvæg, der begge har været forbavsende passive, konstaterede Mogens Hansen, som på mødet i Sorø også meddelte, at det nye blad fra Dansk Kødkvæg giver udfordringer.

- Bladet koster mange penge, og der stor uenighed om udgifter. Jeg har en lang og sej kamp med Dansk Kødkvæg om, hvor meget vi skal betale, og det er også noget, jeg har drøftet med de andre regioner, påpegede kødkvægformanden, der også kom ind på problemerne med at skaffe mask.

- Det er dybt kritisabelt den måde, det er forløbet på. Jeg savner igen, at Landbrug & Fødevarer og Dansk Kødkvæg kommer på banen. Det kommer til at gå samme vej for HP-Pulp, gulerødder og kartofler, der ryger lige i de store biogasanlæg, lød det fra Mogens Hansen.

Dyrskue og landbrugsstøtte

Der var dog også flere positive meldinger fra udvalgsformanden, som blandt andet glæder sig over, at Roskilde Dyrskue vender tilbage, og han havde i den forbindelse en klar opfordring om, at kødkvægsavlere på østlige øer bakker op om dyrskuet.

Årsmødet blev vanen tro indledt med spisning, og inden Mogens Hansen »gik på scenen« holdt Ida Storm, sektordirektør i Landbrug & Fødevarer Kvæg, et indlæg, hvor hun blandt andet kom ind på landbrugsaftalen og EU’s landbrugsstøtte.

Både under og efter Ida Storms indlæg og i forbindelse med Mogens Hansens beretning kom der adskillige spørgsmål og kommentarer. Poul Nygaard klarede jobbet som ordstyrer mesterligt, og gav ind imellem også ordet til sig selv.

Aftenen blev rundet af med valg, og det var klaret på rekordtid. Både Mogens Hansen og Finn Madsen blev genvalgt uden modkandidater.

Kvæg