Tildel ekstra E-vitamin ved fravænning
Seges Innovation anbefaler ekstra tildeling af E-vitamin til kalve ved fravænning for at styrke deres immunforsvar.

Seges Innovation påpeger, at E-vitamins effekt på kalvene afhænger af tildelingskilde og form. Hvis E-vitamin bliver tilsat foderet i alkoholform, vil den eksempelvis med det samme virke som antioxidant i foderet, og måske allerede være forbrugt, inden den når kalvens mave. Derfor skal alkoholformen gives i vandet. Arkivfoto
Niveau af E-vitamin i blodet på kalve falder ved fravænning – derfor skal kalvens immunforsvar ved fravænning styrkes med E-vitamin. Det fastslår Seges Innovation på Landbrugsinfo.
E-vitamin er en antioxidant og er derved med til at beskytte cellevæggen for oxiderende processer, herunder infektionstilstande. Derudover er E-vitamin en af de vigtigste faktorer for immunsystemets funktion.
E-vitamin kan ifølge Seges Innovation forholdsvis let blive overført til kalven via mælken og mælkeerstatninger, som ofte er beriget med E-vitamin. Blodprøver på velforsynede mælkefodrede kalve ligger derfor typisk på tre til fem milligram pr. liter.
Dramatisk fald
Seges Innovation lægger sig op ad erfaringer fra Søren Krogh Jensen, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet og Kenneth Krogh, dyrlæge, LVK, som har undersøgt niveauet af E-vitamin i blodet hos kalve.
De har fundet, at især kalve, der ikke længere fodres med mælk eller mælkeerstatning, får et dramatisk fald i E-vitaminniveauet i blodet til niveauer omkring 1,0-1,5 milligram pr. liter, oplyser Seges Innovation.
De antager, at kalvens immunitet, og dermed sundhed og effekt af en eventuel vaccination, kan blive styrket, hvis kalven har et tilstrækkeligt niveau af E-vitamin i blodet.
Glidende overgang
Meget tyder ifølge Seges Innovation på, at et E-vitaminniveau i blodet over 2,0 milligram pr. liter vil bidrage positivt til kalvens immunforsvar og dermed sundhedstilstand. De understreger dog, at der endnu mangler forsøg, som viser det.
De tilføjer yderligere, at tildelingen af ekstra E-vitamin vil være med til at give kalvene en mere glidende overgang fra mælkefodring til fast foder.
Fra Seges Innovation lyder anbefalingen på en ekstra tildeling af 250 I.E. pr. kalv dagligt af naturligt E vitamin i alkoholform iblandet en elektrolytblanding i perioden efter fravænning.