Hold køerne i skyggen midt på dagen

Vand og skygge forebygger varmestress hos øko-køer på græs.

På meget varme sommerdage kan det være en fordel at skifte til natafgræsning for at sikre en høj græsoptagelse hos køerne. Samtidig er det afgørende, at køerne har let adgang til vand og skygge. Det påpeger Seges Innovation i en meddelelse.

Når temperaturen for alvor kommer op på de varme sommerdage, bliver køerne dovne, og græsoptagelsen går ned.

I de perioder kan det ifølge Seges Innovation være en god ide at skifte til natafgræsning og holde køerne inde i skyggen om dagen.

Afgræsningsstrategi skal være på plads

Økologiske køer skal være på græs så meget som muligt efter de nye regler fra 1. januar 2022, hvor kravet om mindst seks lyse timer på græs er faldet væk.

Helst skal køerne have permanent adgang ved, at porten er åben, og der skal i alle tilfælde være en afgræsningsstrategi, der sikrer mest mulig tid på græs og et stort græsoptag ved afgræsning, lyder det.

Hvis køerne har fri adgang til græsmarken, som for eksempel ved AMS, skal den daglige praksis for afgræsning tilrettelægges, så den enkelte ko er mest muligt ude.

Tre liter ekstra vand pr. grad

Når temperaturen stiger, stiger koens behov for vand ligeledes, og ifølge Seges Innovation vil en temperaturstigning fra 20 til 30 grader celsius medføre et øget vandbehov med 30 liter hos en højtydende malkeko.

Det ekstra vandindtag vil koen især bruge til at skille sig af med varme ved udånding og fordampning.

For at sikre en høj vandoptagelse hos køerne, anbefaler Seges Innovation, at afstanden til vand højst bør være 200 meter, når køerne er ude.

Samtidig slår de fast, at køerne bør have direkte adgang til vand efter malkning.

Læs også