10 kalve og 10.000 kg værdistof

Endnu en ko hos Anders Peter Bang i Husby har rundet milepælen i ydelse.

Sidste år var en delegation fra Fynsk Jersey hos mælkeproducent Anders Peder Bang i Husby for at hædre en af gårdens 160 jerseykøer for at have rundet 10.000 kg fedt+protein.

Forleden var der igen fejring af en ko på gården Bangsbo for denne milepæl indenfor ydelse. Her drejede det sig om ko nummer 1637, som dermed er den 53. danske jerseyko, som har ydet 10.000 kg værdistof.

Koen er født den 5. oktober 2010, og har opnået den flotte præstation på 10 laktationer, hvor den har fået 10 kalve. Dens far er DJ Jante, og er dermed den første datter af denne tyr, som har rundet den magiske ydelse.

Lige efter avlen

Koen malker fortsat i besætningen med en nuværende ydelse på 45,5 kg EKM, og på i alt 9,8 år har den nået en livsydelse på 133.701 kg EKM. Det giver et gennemsnit på 13.609 kg EKM med 4,79 procent fedt og 3,64 procent protein årligt.

Ved hædringen blev det fremhævet, at koen er sådan produktionsko, som Dansk Jersey avler efter.

- Med årene har den fået et lidt lavt yver, men en sådan ko, med den ydelse, hjælper vi gerne ved robotmalkningen, siger ejeren Anders Peder Bang om nr. 1637.

Læs også