Har du hørt om »The Sucker«?

Gyllestøvsugeren »The Sucker« er en af mange maskiner, der blev vist frem på World Dairy Expo 2022.

Foto: Rasmus Fouirnaies Vinther Sinding

Mensch Manufacturing er en virksomhed fra Michigan i USA, der har specialiseret sig i at producere »gyllestøvsugere« til kvægproducenter.

En af dem er »The Sucker«, som er skræddersyet til at samle gylle på staldgangene på de amerikanske kvægbedrifter.

- Den har nogle skrabere foran, der skraber gyllen sammen, og inde under maven på den sidder der en sugeslange, der via et vakuumsystem suger gyllen op i tanken, lyder det fra Jacob Johnsen, salgschef for Bauer i Skandinavien. Han tilføjer:

- Vi spurgte også til, hvordan man dimensionerer sådan en i størrelse til éns gård, og fik svaret, at den skal passe til antallet af køer, der skal ind og malkes. Man skal altså kunne nå at rense sin stald, imens køerne er inde for at blive malket, og det er sådan set lige meget, om man så har 300, 500 eller 1.000 køer. Den her kan klare 300-1.000 køer – og så har de både større og mindre modeller.

The Side Shooter

Lige ved siden af The Sucker står en anden spændende maskine fra samme producent. Det er en dispenser, som hedder »The Side Shooter«, og som navnet antyder, skyder den fiber ud til siderne, som den kører ned ad staldgangene.

- Den her dispenser sætter man bagpå en traktor, og den bliver så fyldt af en gummiged eller en læsser. Så har man båndet her, som smider fiberet ind i sengebåsen, enten til den ene eller til den anden side, fortæller salgschefen, hvortil han tilføjer:

- Det kræver en traktor foran, og det kræver en nogenlunde stabil chauffør, for den er bag traktoren, den fylder noget, og den kan ramme mange ting.

En selvkørende dispenser

I nærheden står en anden fiks maskine, som ikke kræver en traktor foran for at blive trukket.

- Hvis man har mod på det, kan man også få en selvkørende dispenser, og det er den her, der hedder »Side Shooter«. Drivstationen og hydraulikken sidder bagpå, og foran har vi førerhuset til chaufføren. Den dreje på begge aksler, og derfor er den nem at operere inde i stalden, fortæller Jacob Johnsen.

- Chaufføren sidder helt forrest på Side Shooter’en, og så har vi igen her et bånd, der kan veksle til den ene eller den anden side, tilføjer han.

 

Læs også