»Vi planlægger stadig«. Sådan lyder det i en meddelelse på Landbrugsstyrelsens hjemmeside om den nye ordning »Ko-præmien«.

Tilskudsordningen er midlertidig i perioden 2023-2026 og skal ifølge Landbrugsstyrelsen afhjælpe det støttefald, som særligt bedrifter med køer får i forbindelse med betalingsrettighedernes afskaffelse fra 2023.

EU-Kommissionen har godkendt Danmarks plan (CAP-planen) for den nye reform 31. august 2022. Og Landbrugsstyrelsen oplyser, at de vil skrive på deres hjemmeside, hvordan de forventer, at de enkelte ordninger vil se ud, men at der kan komme ændringer, indtil reglerne er endelig godkendt.

Kryds i fællesskemaet

Landbrugsstyrelsen fremhæver om den nye ordning, at man skal have køer for at kunne modtage ko-præmie.

Man skal desuden ikke selv søge om tilskud for de enkelte dyr, men landbrugere, der ønsker at modtage ko-præmie, skal tilmelde sig tilskudsordningen i fælleskemaet, der åbner til februar 2023.

Ko-præmien har samme ansøgningsfrist som fristen for ændringer til fællesskemaet, der fastsættes individuelt hvert år medio maj.

Præmien ydes pr. dyr, der er registreret som ko, i henhold til det Centrale HusdyrbrugsRegister (CHR). Og køerne skal være korrekt identificeret og registreret i CHR.

Landbrugsstyrelsen understreger, at man ved kontrolbesøg er forpligtet til at fremvise bilag som dokumentation for sine dyrs ind- og afgang på bedriften eller slagtning. Det sker som led i kontrollen af, om oplysningerne fra slagterierne og CHR er korrekte.

Dyr, som man ikke kan fremvise tilstrækkelig dokumentation for, betragtes som et dyr med fejl, og man kan derfor få nedsat sit tilskud.

213 millioner i puljen

Tilskudspuljen er på alt 213 millioner kroner fordelt faldende over perioden 2023-2026.

Tilskudspuljen er på 85 millioner kroner i 2023, 64 millioner kroner i 2024, 43 millioner kroner i 2025 og 21 millioner kroner i 2026.

Den endelige præmie pr. dyr afhænger ifølge Landbrugsstyrelsen af det samlede antal ansøgte dyr, der opfylder kriterierne i ansøgningsåret. Og den endelige præmie pr. dyr fastsættes på skæringsdatoen, som er ændringsfristen for indgivelse af fællesskemaet, og den årlige finansiering.

Landbrugsstyrelsen peger på, at der er detaljer i ordningen, som først vil blive fastlagt i forbindelse med den offentlige høring af bekendtgørelsen.