Topdyr under hammeren

43.000 kroner. Så meget lød sidste bud på katalog nummer syv. En seks måneder gammel kvie, som sammen med 19 andre katalognumre kom under hammeren til Tag sale på Bathau Holsteins i Tjele.

Stemningen var i top, da auktionarius Jens Holm Danielsen svingede hammeren over 20 katalognumre til Tag sale ved Bathau Holsteins nær Tjele. Et arrangement som Jørgen Haugaard i samarbejde med sønnerne Rasmus og Jacob Haugaard havde stablet på benene med en tanke om, at unge avlsinteresserede skal have mulighed for at købe god genetik, som kan gøre sig gældende både på lokale dyrskuer og Landsskuet.

19 ud af de 20 katalognumre blev solgt.

Dagens dyreste katalog blev Key Unstopabull 9364, som blev udbudt til 28.000 kroner og solgt for 43.000 kroner. En kvie på bare seks måneder. Kviens mor er for nylig kåret EX90 med 94 for lemmer. Bag Key Unstopabull-kvien står Morten Kristiansen og hans virksomhed Key Genetics fra Aabybro. Køberen blev Jacob Haugaard, Bathau Holsteins.

Dagens andendyreste katalog endte i 42.000 kroner. En førstekalvsko efter Goldsun fra Bathau Holsteins. Et-års kvien Stortoft Doc 9633 blev solgt for 39.000 kroner.

- Nu bliver det spændende at følge de købte dyr på sommerens dyrskuer, fortalte Jørgen Haugaard efter arrangementet.

Der blev opnået en gennemsnitspris på 29.700 kroner på de levende dyr, hvilket arrangørerne vurderer som et flot niveau i forhold til udenlandske avlsdyrauktioner.

 

Læs også