Der bliver færre og færre køer i Danmark.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at bestanden af kvæg er faldet med yderligere 2,1 procent (pr. 30. juni) i forhold til året før.

Dermed er bestanden nu nede på 1.443.500 kvæg.

- Tilbagegangen gælder for alle grupper af kvæg, og antallet af dyr er på laveste niveau i mands minde, lyder det fra Danmarks Statistik.

Ammekøerne står for det største fald – 6,3 procent, mens antallet af malkekøer kun faldt 0,7 procent.

Indikerer fortsat fald

Bestanden af tyre og stude faldt 5,4 procent til 205.700 stk., mens antallet af kvier blev reduceret med 1,6 procent til 622.800 kvier. Det er især antallet af tyre under et år, der er faldet, mens det for kviernes vedkommende er kvier over et år, hvilket ifølge Danmarks Statistik indikerer et fortsat fald i antal køer.

2022 blev gennemsnitligt set det bedste år nogensinde for mælkebedrifterne – især de konventionelle, der mere end fordoblede deres driftsresultat til 4,8 millioner kroner i gennemsnit. Alligevel er bestanden af malkekøer altså fortsat nedadgående.

Fra 2021 til 2022 faldt antallet af bedrifter med malkekøer med 5,1 procent til 2.384 bedrifter, mens antallet af bedrifter med ammekøer dykkede med 3,1 procent til 6.041 bedrifter.

Kvæg