Musikhuset i Esbjerg åbner på fredag dørene til årsmøde i Dansk Jersey i Koncertsalen.

Det bliver et årsmøde, der byder på en beretning fra formanden, Bent Olesen samt indlæg om aktiviteter, mål, strategier og diskussion.

Herefter går turen til besætningsbesøg i Bryndum nær Esbjerg. Her driver Laust Bendix Jensen »Højlund Agro«, et familielandbrug med 370 jerseykøer plus kalve og ungdyr.

Køerne går i et nyere staldanlæg og malkes af seks Lely A4-malkerobotter og har en ydelse på 7.889 kilo mælk med 471 kilo fedt og 338 kilo protein.

Laust Bendix Jensen modtog tilbage i 2002 hædren som »Årets opdrætter« for tyrene Q Handix og ØDA Rix.

Højlund Agro driver 250 hektar jord primært med græs og majs.

Dag to

Om aftenen er der traditionen tro fest og uddeling af priser, mens lørdagen afsluttes på Østergaard ved Per og Boe Østergaard i Andst ved Vejen.

I 2011 etablerede brødrene Per og Boe Østergaard et I/S som 2. generation på ejendommen.

Der er 650 årskøer, der malkes i en Strangko malkekarrusel med 50 pladser. Køerne yder 7.374 kilo mælk med 476 kilo fedt og 313 kilo protein.

Ejendommen er tidligere drevet økologisk, men er nu konventionel igen, hvilket betyder, at det har været muligt for stedet at blive recipientbesætning for VikingEmbryo, hvilket betyder at størstedelen af de jerseyembryoner, som udskylles af Vikings donorkvier, lægges i besætningens kvier.

Kvæg