Advokater: Arla på vej i den gale retning
Arlas nye leverandøraftale er en ommer, lød det fra advokaterne Lauge Fastrup og Hans Sønderby på et LDM-møde torsdag aften i Agerskov i Sønderjylland.

LDM havde torsdag aften hyret advokat Hans Sønderby til på et møde i Agerskov at fremlægge sin vurdering af de juridiske konsekvenser af Arlas nye leverandøraftale. Hans Sønderby betegner aftalen som »en ommer«. Foto: Morten Ipsen
Advokat Hans Sønderby fastslog på et LDM-møde i Agerskov torsdag aften, at Arla med nye, individuelle leverandøraftaler risikerer at bringe sig i en situation, hvor selskabet juridisk set ikke kan regnes for et andelsselskab.
- Man kan godt komme ud over kanten. Når man er et andelsselskab, så er man beskyttet af en række bestemmelser i lovgivningen, men det forudsætter, at man ikke bare af navn, men også af gavn, er et andelsselskab, lød det fra Hans Sønderby.
Advokaten Lauge Fastrup pegede på, at Arlas »board of directors« får »utroligt store beføjelser« med aftalen, og at bestyrelsens ansvar vil blive mindsket.
- Board of directors har så meget magt, at man kan spørge sig selv, om Arla er et fond og ikke et andelsselskab, sagde advokaten.
På kanten
Formanden for LDM, Kjartan Poulsen, ser med stor alvor på sagen.
- Jeg ved ikke, om det er derude, vi ender. Men det her er i hvert fald på kanten af de regler, som EU sætter op, netop for at beskytte os landmænd. For de selskaber, vi handler med, er så store, at de har magten. Så kan det godt være, at det er vores egne folk, der sidder der. Men det føles ikke sådan hver gang, lød det fra Kjartan Poulsen, der opfordrede alle til at underskrive LDM’s støtteerklæring mod leverandøraftalen.
- Det er tydeligt, at aftalen vender den forkerte vej. Den giver os ingen rettigheder, og Arla alle rettigheder, lød det fra formanden, der ikke er i tvivl om, at formuleringerne i aftalen er lavet helt bevidst.
- Og det er det, man godt kan blive lidt ked af. At der sidder nogle, som skulle gøre det bedste for os, men det virker ikke sådan, lød hans kritik.








































