Det danske M2M - Milk2Market, der siden 2018 har arbejdet på formidling af køb og salg af mælk mellem producenter og mejerier i såvel Danmark som i udlandet, tilbyder sig nu også som formidler af økomælk.

Det sker blandt andet med baggrund i en opfordring fra en håndfuld økoproducenter, der ønsker samme muligheder som deres konventionelle kollegaer.

- Der var en håndfuld større økologiske producenter, der kom til os og spurgte meget direkte: hvad med os?

Jens Ravnsbæk Andersen fortæller, at økologerne videre spurgte hvad M2M havde tænkt sig inden for det økologiske marked.

- Vi fortalte dem, at vores fokus og indsats i første omgang var koncentreret om det marked, hvor der var flest producenter, det vil sige det konventionelle marked, men at vi som næste skridt ville kigge på hele den økologiske del, det vil sige køb og salg af økomælk mellem producenter og mejerier.

 

Videreudvikling

Med udgangspunkt i henvendelsen fra de økologiske producenter har M2M nu videreudviklet og investeret mere på den allerede igangsatte platform for konventionelle kvægbrugere, og vil fremadrettet også levere på den økologiske linje.

- Vi er klar til at køre test på det i kommende uge, og man kan melde tilbage til os nu, hvis man vil være med, lyder det videre fra Jens Ravnsbæk Andersen.

Der er også andre grunde til, at han går økovejen.

- Der er nogle frie økologiske mejerier, hvor Thise er et af de største, som kun sigter økovejen. Så for også at kunne komme i markedet på den led, er det vigtigt for os at at sige, at vi har økologi med.

Jens Ravnsbæk Andersen fortæller, at det også sker med baggrund i, at flere mejerier handler en del økomælk indbyrdes.

- Også det marked vil vi gerne være del af.

 

- Monopolets dage er talte

Videre mener Jens Ravnsbæk Andersen, at med de seneste tiltag fra EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager, så er monopolets dage, sådan som man tidligere kendte til det, ved at være talte.

- Se blot på, hvad Margrethe Vestager har uddelt af bøde til gigantiske virksomheder som Nike, Google og Microsoft.

- Desuden er verden en anden i dag, for monopolisme i gammeldags forstand er nok ved at have overlevet sig selv qua det faktum, at kommunikation og information via internettet flyder på en anden måde end tidligere.

 

Alle er velkomne

- Det korte af det lange med denne nye platform er, at vi tror på, at der er nogle mejerier, der sigter økologisk, der har mod på at være med. Samtidig hilser vi det velkommen, hvis eksempelvis Arla vil ændre signal og vise en anden åbenhed end det, Arla hidtil har været kendt for.

- Vi er i hvert fald klar til at åbne platformen for alle, der vil være med, lyder det fra Jens Ravnsbæk Andersen, der samtidig løfter sløret for, at M2M i stigende grad arbejder sig uden for Danmarks grænser.

- Det er jo ikke alle markeder, der er skruet sammen på samme måde som det danske, svenske og nordtyske. Og meget aktuelt er vi ved at skabe et godt netværk i et land øst for Danmark, hvor vi samtidig er på udkig efter partnere med branchekendskab, og hvor vi gerne stiller platformen til rådighed.

Kvæg