Bedste jerseykøer er fynske
De tre første pladser i ydelsesopgørelsen indenfor jerseyracen tilhører fynske besætninger. Generelt er ydelsen er steget ved de danske køer i det seneste kontrolår.

De 432 jerseykøer hos Niels Ulrik Andersen, Juulsgaard i Ronæs, har slået ny ydelsesrekord for racen med 911 kg fedt+protein. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Før jul modtog landets mælkeproducenter årsberetningen fra RYK, som i detaljer fortæller om kvægbruget og det forgangne kontrolår, som sluttede 30. september.
Generelt er ydelsen er steget ved de danske malkekøer, mens deres fedtprocent har været påvirket af den stærke sommervarme.
I kontrolåret 2017/2018 er 2.495 driftsenheder blevet ydelseskontrolleret. Det er godt 90 procent – med i alt over en halv million køer.
Den gennemsnitlige ydelse er steget med 157 kilo mælk, 3 kilo fedt og 6 kilo protein. I alt yder de danske malkekøer 798 kilo værdistof, hvilket er en stigning på 9 kilo i forhold til sidste år. Den gennemsnitlige mælkeydelse er 10.660 kilo EKM.
Bedste jerseybesætninger
Årsberetningen giver også et overblik over ydelseskontrollen fordelt på race og ikke mindst et indblik i landets højestydende besætninger og enkeltkøer.
Her står det sort på hvidt, at fynboerne topper indenfor jerseykøerne. Således er landets besætning de ikke mindre end 432 køer på Juulsgaard i Ronæs på Vestfyn, som slår ny racerekord indenfor værdistofindhold med 911 kg fedt+protein. Køerne hos Niels Ulrik Andersen har i gennemsnit ydet 8.974 kg mælk.
På andenpladsen kommer besætningen hos Karl Frede Madsen, Nørre Aaby, hvor 187 jerseykøer i gennemsnit har ydet 8.863 kg mælk med 900 kg værdistof.
Også på trediepladsen ligger en fynsk besætning. Det er de 150 køer hos Peter Høj, Ny Stenderup, hvor ydelsen i kontrolåret 2017/18 var 8.529 kg mælk med 891 kg værdistof.
Ydelsesfremgang
Jerseyracen er på landsplan gået fra 7.439 til 7.543 kilo mælk med 764 kilo fedt + protein.
Den største race, Holstein, har også oplevet en ydelsesmæssig fremgang. De ialt 204.303 holsteinkøer har ydet 11.100 kilo mælk med 830 kilo fedt+protein.
Blandt RDM har der i kontrolåret 2017/2018 været 28.976 køer, som i gennemsnit har givet 9.621 kilo mælk med i alt 765 kilo fedt+protein. Det er 47 kilo mælk mere end sidste kontrolår.
Landets højestydende besætning er A/S Anderstrup Holstein i Himmerland, hvor 463 årskøer har præsteret 1.136 kilo fedt + protein.