Jens Hansen har været mælkeproducent i 30 år i byen Torup nær Erslev på Mors og i de seneste 15 år har han sat malkemaskinen på ko nummer 516 to gange om dagen. Det har givet en del mælk i tanken, faktisk så meget at hun som den første ko i Danmark forleden fik lagt en laurbærkrans om nakken, som symbol på, at hun har ydet 200.000 kilo mælk.

Ko nummer 516 har malket 14,9 år med en gennemsnitsydelse pr. år på 13.413 kilo mælk. 4,14 procent- og 555 kilo fedt og 3,31 procent- og 444 kilo protein. I alt 999 kilo fedt plus protein.

Koen har kælvet 10 gange og fået 11 kalve.

 

En præstation ud over det sædvanlige

På verdensplan hører det til sjældenheder, at en ko yder 200.000 kilo mælk og i Norden har der kun en gang tidligere været en ko i Finland, som opnåede samme høje præstation. For første gang i Tyskland har netop to køer rundet 200.000 kilo mælk.

- Men det hører som sagt til sjældenhederne, lyder det fra Dansk Holstein.

En gennemsnitlig holsteinko lever i dag 5,0 år og har en livstidsproduktion på 30.423 kilo.

- Danmarks første 200.000 kilos ko har således ikke bare levet mere end tre gange længere end de andre, men har også præstereret en mælkeydelse der ligger væsentligt over gennemsnittet i hele sin livstid. Det illustrerer på glimrende vis hvilken præstation der ligger bag, siger Dansk Holstein.

Koen modtog naturligvis en laurbærkrans for sin præstation.

teba

Kvæg