Boe og Per Østergaard, der ejer I/S Østergaard, Andst ved Vejen, er godt tilfredse med, at de for fire-fem år siden etablerede et gårdråd.

- Det kører godt. Der er ingen tvivl om, at det er sundt for os at have nogen at diskutere og sparre med. Det er med til at give ro omkring virksomheden, at vi har et gårdråd – også i forhold til vores finansielle samarbejdspartnere, siger Boe Østergaard.

Gårdrådet består af seks personer: De to ejere, to rådgivere, en landmand og en tidligere forretningsmand. Rådet samles 4-5 gange om året, men kan også samles færre eller flere gange alt efter behovet, fortæller Boe Østergaard.

- Generelt har gårdrådet været gode til at kigge bagud og få alle hjørner med. De formår hele tiden at pege på optimeringspotentialer, siger den 34-årige gårdejer, der netop ser optimering som helt nødvendigt for bedriftens overlevelse.

- Bedriften skal være 85-90 procent optimeret, inden vi kan tage næste hop fremad, siger han.

Forpligter sig

En fordel ved at have et gårdråd er, mener Boe Østergaard, at man som landmand føler sig mere forpligtet til at nå de mål, der bliver sat, når de er meldt ud over for andre.

- Man er nødt til at levere, når man har meldt noget ud i gårdrådet – det kan for eksempel være, at nulpunktet skal sænkes, eller hvis man har sat et ydelsesmål, fortæller Boe Østergaard.

Hænger gårdrådet jer ikke af og til ud af halsen?

- Nærmest tværtimod. Men selvfølgelig kan der være møder, hvor man efterfølgende er godt træt af det hele. Især, hvis det, man fremlægger, og har brugt lang tid på, bliver skudt ned, griner Boe Østergaard.

Er ikke for alle

Hvis han skulle give et godt råd videre til andre, er det dog, at man skal gøre sig klart, at et gårdråd ikke er for alle landmænd.

- Man er nødt til at ville det og være interesseret i at arbejde med tal, strategier, osv. For mig er det en kæmpe motivationsfaktor, men det er det jo ikke for alle. Tværtimod kan det virke modsat, siger Boe Østergaard, og tilføjer:

- Et gårdråd er ikke bedre end det, man gør det til. Du er nødt til at være motoren i samarbejdet – være aktiv, komme med idéer, input til diskussioner, osv. Det kræver en del forarbejde, og du skal være indstillet på at bruge meget tid på det.

- Du skal også kunne tåle at blive stemt ned, hvilket man jo ikke er vant til som selvstændig landmand. Hvis man ikke har det i sig, så er et gårdråd ikke noget for en.

Det er også vigtigt, at gårdrådet har noget at arbejde med, understreger Boe Østergaard.

- Hvis virksomheden for eksempel ikke vokser eller kører en nedslidningsstrategi, så er det ikke nødvendigvis oplagt at etablere et gårdråd.

 

Kvæg