Ko-bidraget hæves tre kroner
- Der skal yderligere fart på digitaliseringen og udviklingen af DMS til gavn for kvægbrugerne, siger formanden for L&F Kvæg om stigningen fra nytår.

Overfor de over 100 deltagere i Fynsk Kvægs årsmøde i Vissenbjerg fortalte Christian Lund om baggrunden for, at L&F’s bestyrelse for første gang siden 2012 har hævet bidraget pr. ko. Foto: Erik Hansen
Kvægbruget står overfor mange udfordringer i fremtiden, men også muligheder. Det gælder ikke mindst klimaaftryk, registreringer, men også på optimering af produktionsstyringen, hvor digitalisering vil være et vigtigt værktøj både i udvikling af dataområdet og i hele foderdelen.
- DMS er det samlende redskab for landmandens produktionsstyring, men skal udvikles og gøres mere intuitivt og brugervenligt at bruge. Det koster penge, men desværre er der færre fondsmidler til udvikling og forskning samt færre køer. Derfor har valget enten været en mindre nyudvikling af DMS eller at hæve kobidraget.
- Vi har i L&F Kvægs sektorbestyrelse valgt det sidste, oplyste formanden, Christian Lund, da han i går var til fynsk kvægårsmøde.
Kobidraget, der ikke er hævet siden 2012, sættes med virkning fra 1. januar op med tre kroner.
Kvægbrugerne skal derfor yderligere til lommerne, idet bidraget til Landbrug & Fødevarer, Kvæg, nu stiger fra 35,9 kroner til 38,8 kroner pr. ko.
Strategiske mål
Overfor de godt 100 fynske kvægbrugere slog kvægformanden fast, at innovation er afgørende for fremtidens kvægbrug, og han remsede de øvrige strategiske mål op, som L&F Kvæg har sat for 2020.
- Vi er endnu ikke helt i mål, men er godt på vej. Et af målene er netop en konkurrencedygtig produktion og profitable investeringer. Den skal samtidig være klima-, miljø- og dyrevenlig og alt sammen i tæt og positiv dialog med forbrugerne.
- Og derfor, kære kolleger, vi får godt nok syv milliarder i tilskud årligt, men dem omsætter vi til 70 milliarder i samfundet. Den historie skal vi fortælle, understregede Christian Lund.
Som VAR-systemet
Den nye formand for Fynsk Kvæg, Peter Høj, var på linje med landsformanden.
- Vi gør det rigtigt godt, og vi er lysår foran vore kolleger i andre lande. Vi tilbyder produkter, som er bedre. Men det er en velbevaret hemmelighed i samfundet, og vi skal fortsat forvente at møde flere krav, påpegede han og brugte et eksempel fra fodboldens verden.
- I skal, som fodbolddommerne, kunne leve med at få set jeres bedømmelse af jeres produkter igennem en ekstra gang af forbrugerne, pointerede han med henvisning til det såkaldte VAR-system, hvor en dommer har mulighed for at ændre sin kendelse.