Formanden for Østlige Øers Kødkvægudvalg, Mogens Hansen, påpeger, det er vigtigt, at Østdanmark får plads i Viking Danmarks repræsentantskab.
Valget til Viking Danmarks repræsentantskab står for døren, og Mogens Hansen, der for godt et halvt år siden blev valgt som formand for Østlige Øers Kødkvægudvalg, håber, at mange husker at stemme.
- Alle, der er medlem og bruger Viking Danmark til inseminering, har fået tilsendt et brev med adgangskode, og der kan stemmes frem til onsdag den 20. november, fortæller Mogens Hansen og tilføjer:
- Det er vigtigt, at alle kødkvægavlere benytter sig af denne mulighed, så vi kan få en kødkvægmand fra region 6, der dækker hele Østdanmark, ind i repræsentantskabet.
- Der er i år opstillet Steffen Albrektsen fra Askeby på Møn. Han har en angusbesætning på cirka 100 køer plus opdræt, fortæller Mogens Hansen videre og understreger, at han virkelig håber, at kødkvægfolkene på Sjælland og Lolland-Falster benytter sig af denne mulighed.
Vigtigt at kigge til dyrene
Mogens Hansen håber også, at det her i det meget fugtige efterår er lykkedes at få bjærget græs og majs nok til vinterens foderforbrug.
- Hvis der ikke er nok i bunken, er det nu, der eventuelt kan bestilles produkter fra sukkerfabrikkerne i form af HP-pulp eller pulpetter. Der er måske også mulighed for mask fra HedeDanmark, lyder det fra Mogens Hansen.
Med den megen regn i de seneste måneder håber han, at dyrene, der skal på stald, er på vej hjem.
- Det er vigtigt, at der ofte bliver kigget til dyrene – især når der afgræsses engarealer, så der ikke kommer sager om dyremishandling, pointerer Mogens Hansen, der selv har en simmentaler-besætning på Bodillund nær Sakskøbing på Lolland.
Bedre indberetning i webdyr
Mogens Hansen vil samtidig gerne benytte lejligheden til at minde lidt om reglerne for udegående kødkvæg om vinteren.
- Dyrene skal være tilvænnet til at gå ude, være rene, have et godt og tæt hårlag og være i passende huld.
- Der skal være adgang til tørt leje samt til græsdækkede arealer, og dyrene skal have mulighed for læ fra de naturlige forhold på stedet og mulighed for at dække deres behov for drikkevand.
- Hvis dyrene opholder sig ude, uden adgang til særligt beskyttede forhold, skal de straks flyttes, hvis vejret bliver dårligt, pointerer Mogens Hansen, som også minder om, at det er vigtigt, at alle dyr er registreret og har øremærker.
- Det er vigtigt at fremhæve, at vi alle skal være bedre til at få indberettet alle hændelser i webdyr. I forbindelse med at vi gerne skulle kunne begynde at få lavet genomisk test og bruge de data i fremtiden, er det nødvendigt, vi alle bliver bedre til at indberette data, meddeler kødkvægformanden på Lolland.