Nyt mobilhegn til kvæg
På Agro Nord 2019 præsenterede Overby Export Consulting deres Outdoor Mobile Farming koncept.
På Agro Nord 2019 præsenterede Overby Export Consulting deres Outdoor Mobile Farming koncept med fokus på landmænd og fritidslandmænd, der ønsker at producere fleksibelt og bæredygtigt med lave opstartsomkostninger.
Blandt nyhederne er mobile hegn til holistisk afgræsning eller stribeafgræsning. Stribeafgræsning er egentlig en traditionel form for afgræsning, forklarer ejer Tommy Overby, men det begynder at komme igen, fordi det skulle give en bedre og mere bæredygtig græsvækst med de hyppige græsningsskift.
Den mobile hegnsløsning omfatter blandt andet det såkaldte »Tumble wheel«, som betyder, at hegnet nemt kan flyttes uden at skulle flytte en masse hegnspæle hver gang. Tråden afmonteres blot i den ene eller begge ender af hegnet og takket været hjulene kan hegnet trækkes og flyttes uden at komme i kontakt med jorden.
Løsningen er udviklet af Gallagher, der oprindeligt er en newzealandsk producent af indhegning, og som kommer med mange års erfaring inden for hegnsløsninger til græs.






































