Slagt tyrekalvene og fed køerne op
Med lave noteringer og dyrt foder er en af mulighederne for kødkvægsavlerne at slagte tyrekalvene tidligt og fede køerne op til slagtning. Sådan lød et af rådene, da LandboNord holdt kødkvægsmøde med fokus på tørken.

Karsten Brødbæk har regnet sig frem til, at der er bedst forretning i at fede køerne op til slagt, mens tyrekalvene skal hurtigst muligt ud ad klappen, som situationen er lige nu.
Kvægrådgiver Karsten Brødbæk startede med de gode nyheder, da en flok kødkvægsavlere forleden var samlet i LandboNords lokaler i Brønderslev til en snak om situationen efter sommerens tørke.
- Der er kommet en del vand på det sidste, så græsset gror lystigt, mens majsen for de flestes vedkommende har givet mere end man forventede, da det så allerværst ud. Halmen har en høj foderværdi – omkring 25 procent mere end normalt – og kornet har et højt proteinindhold. Så alt i alt har panikken lagt sig en smule, konstaterede kvægrådgiveren, der dog ikke havde afblæst et udfordrende år for kødkvæget og deres ejere.
Blandt andet har perioder med op til 30 procent flere slagtninger end normalt været med til at presse noteringerne ned, mens den tørre sommer har begrænset mængden af foder og været med til at presse foderpriserne op.
Stræk foderet
Det var da også kun omkring halvdelen af forsamlingen, der kunne nikke og række hånden i vejret, da Karsten Brødbæk spurgte, om de havde foder nok til vinteren.
Og der har været vidt forskellige veje til at sikre, at fodermængden rækker; indkøb af færdigfoder, produceret helsæd og afhændede dyr var blandt løsningerne, de fremmødte havde valgt.
Og hvordan strækker man så bedst det foder, der er til rådighed. Det kom rådgiveren med et par bud på.
- Umiddelbart kan jeg kun tænke på goldkøerne, hvis man skal være nærige ved nogle af dyrene. Men de malkende køer kan man være nærige ved på den måde, at man tager kalven fra allerede efter tre-fire måneder. Jeg vil ikke anbefale det på længere sigt, men i forhold til de kalve, der kommer på denne side af jul, kan det være en løsning. På den anden side af julen skal de selvfølgelig med deres mor ud på græs, lød rådet.
- Nogle har også valgt en løsning med at slagte koen, og så løbe kvierne tidligere end normalt. Det kan være en god løsning, hvis man har nogle godt tunge køer, fortalte Karsten Brødbæk, inden han tog fat på regnestykkerne for, hvor det kunne betale sig at sætte ind for at få den bedste økonomi ud af sit slagtekvæg.
Ikke økonomi i tyrene
Den nuværende situation med slagtenoteringer, der ligger otte-ni procent under sidste års niveau og foderpriser, der til gengæld er blevet højere, giver på Karsten Brødbæks lommeregner en ligning, som fortæller, at det er køerne, man skal satse på at fede op, mens tyrekalvene skal på slagtebænken hurtigst muligt.
- Det er svært at sige, hvad der er 100 procent rigtigt, da det i høj grad kommer an på, om man har foder nok eller skal til at købe, men som udgangspunkt vil jeg sige, at det lige nu ikke kan betale sig at fede sine tyre færdigt op til 380 kilo slagtet vægt. Hvis man skal ud og købe ind, og en foderenhed koster 1,80 kroner, er der i hvert fald ingen tvivl. Så skal de slagtes ved 280 kilo.
- Men kan man fodre billigt, og tror på, at noteringerne vil stige to-tre kroner efter nytår, så man kan få 10.800 kroner i stedet for 9.700 kroner for 380 slagtede kilo, så er det bare derudaf.
Forretning i tunge køer
Vælger man at sende køer til slagtning, skal man dog være opmærksom på flere ting. Blandt andet, at man skal op på de 450 kilo i slagtet vægt, før det kan betale sig. Lige nu vil det give en pris omkring 10.642, inden man regner en eventuel slagtepræmie med – 58 procent mere end, hvis man sender en ko på 320 kilo afsted til slagteriet.
- Sidste år var forskellen 68 procent, men med 58 procent, er der stadig en vis forretning i det. Men man skal altså op på 450 kilo og dermed en notering i klasse 13, hvis det skal kunne betale sig. Hvis man slagter for tidligt, vil jeg sige, at man får et dobbelt tab, konstaterede Karsten Brødbæk, der også mindede tilhørerne på at være opmærksomme på, hvornår tyren har været forbi, hvis man vælger at sende køer til slagtning.
Hvis man sender en drægtig ko til slagtning indenfor den sidste måned inden kælvning, kan det koste op til 17.000 kroner.
Grønrug er sidste mulighed
Efter Karsten Brødbæk oplæg kom også planteavlskonsulent Eske Harboe Høj Laursen på banen med sit bud på, hvad man kan gøre, hvis fodersituationen ser sort ud.
- Mit indtryk er, at det stadig er til at få fingrene i noget græs, hvis man er lidt om sig, men hvis det ikke er en mulighed og ens eget græs blev svedt helt af og døde i løbet af sommeren, er grønrug det eneste, man kan nå at etablere nu, hvis man er ude efter noget tidligt grovfoder til foråret. Selvom det gerne måtte have været for en måned siden, kan man stadig nå det, sagde planteavlskonsulenten, inden han gennemgik mulighederne for afgræsning med tilskud som en måde at få noget økonomi ind i kødkvægsholdet.