Det er svært at holde stære ude af kvægstalden. Det har landmand Michael Bossen Linnet fra Højer måttet konstatere.
For fire år siden købte den nu 25-årige landmand Michael Bossen Linnet en bedrift ved Højer, hvor han har 160 årskøer. Men på det seneste har horder af stære, der er på træk, gjort livet surt for ham og hans køer.
- For det første kommer der jo ind, og sidder og hakker i foderet. og når de gør det, så bliver foderet jo varmt. Og derudover spiser de alle proteiner og stivelsen inde i majskernerne. Og det er jo netop det, som køerne har brug for, for det er det bedste ved majskernerne, og det er jo det, vi gerne vil have, at køerne skal spise, siger han.
Prøver at lukke ned
For at slippe af med plagen fra stærene har Michael Bossen Linnet set sig nødsaget til at tage drastiske midler i brug.
- Vi lukker så vidt muligt stalden helt ned, så meget vi kan, men det er jo klart, at nogle gange har vi porte åbne, fordi vi selv skal igennem, og der kommer de også ind, siger han.
Men selv om han lukker porte og andre åbninger, er det ikke helt muligt at holde de uønskede fugle helt ude.
- De kan også finde på at kravle ind under eternitpladerne. Der kan de komme ind også. Vi kan lukke stalden ned, og på den måde kan man mindske, hvor mange der kommer ind, men vi kan ikke holde dem helt ude, lyder det fra Michael Bossen Linnet.
Net kan være løsning
Han tilføjer, at han også har prøvet at sætte fugleskræmsler og rovfuglesilhouetter op for at skræmme fuglene væk, men uden nogen vedvarende succes. Derfor søger han videre på en løsning på sine problemer.
- Jeg har lige været i kontakt med en mand, der har arbejdet med net til blandt andet minkfarme. Han kommer snart på besøg, så må vi se, hvad der kommer ud af det. Han sælger blandt andet også net til dambrug, for at holde fugle væk.
Det anslås, at der i dag er 270.000 ynglende stærepar i Danmark.