Aarhus Universitet erkender fejl i beregninger bag ny kvælstofregulering: - Det beklager vi dybt
Aarhus Universitet erkender, at beregningen, som skal bruges til at fastlægge braklægningspunktet, indeholder fejl.

- Vi har ikke leveret, som vi skulle, og det beklager vi dybt, siger Jørgen Eriksen, professor og sektionsleder på Aarhus Universitet. Han er her fotograferet til en plantekongres. Arkivfoto: Erik Hansen
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Aarhus Universitet har fundet fejl i de beregninger, som universitetet har leveret til myndighederne om fastsættelsen af braklægningspunktet i den nye kvælstofregulering.
- På opfordring fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) har Aarhus Universitet gennemgået de beregninger, som universitetet har leveret til brug for fastsættelsen af braklægningspunktet i den nye kvælstofregulering, oplyser universitetet i en pressemeddelelse, der fortsætter:
- Ved et trippeltjek af datasættene har forskerne fundet en teknisk fejl i indregningen af husdyrgødning og bekræftet det, som Seges Innovation i sidste uge vurderede var en fejl i beregningerne. Fejlen vedrører datasættet for vårbyg med efterafgrøde og har betydning for de steder, hvor der bruges meget husdyrgødning.
Derfor blev det ikke opdaget tidligere
Ifølge Aarhus Universitet blev fejlen ikke fundet i den første analyse af to grunde: Dels er data forholdsvis komplekse, dels var effekten af implementeringen af nye elementer i beregningerne i visse tilfælde større end effekten af den forkerte indregning af husdyrgødning.
- Den druknede så at sige i de nye elementer i beregningerne, lyder det fra universitetet.
- Det er ikke et forsøg på en bortforklaring – det er simpelthen den forklaring, der er. Ansvaret for, at tallene er korrekte, er alene vores. Vi har ikke leveret, som vi skulle, og det beklager vi dybt. Jeg vil gerne sige undskyld til styrelsen og til alle de berørte interessenter, siger Jørgen Eriksen, professor og sektionsleder ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet.
Jeg vil gerne sige undskyld til styrelsen og til alle de berørte interessenter
Jørgen Eriksen, sektionsleder, Aarhus Universitet
Næste skridt
Aarhus Universitet aftaler nu et forløb med SGAV, som dels skal analysere omfanget af fejlen, dels rette op på den. Selvom fejlen er begrænset til datasættet for vårbyg med efterafgrøde, kan den have stor betydning for den enkelte landmand. Derfor skal der snarest muligt skabes et korrekt fagligt grundlag for fastsættelse af braklægningspunktet.
- Nu handler det om at få korrigeret beregningsgrundlaget hurtigst muligt, så vi kan se fremad. Der vil også fremover komme justeringer, da vi kontinuerligt arbejder med at forbedre modellen, i takt med at der tilføres nye data. Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet om den løbende udvikling med styrelsen og i det kommende Nuar-udvalg, siger Jørgen Eriksen.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.








































