Læserbrev: Flere torne end roser i trepartsaftalen

Anker Jacobsen, direktør og kemiingeniør, Glostrup

I en tid hvor ørkenområderne vokser, og der bliver stadig flere munde at mætte på kloden, burde Danmark nok fremstå som et godt eksempel, og ikke bare fremstå som luksusland, der nedskærer landbruget til fordel for smuk natur, og importerer CO2-tunge produkter med arme og ben.

Hvad vi gør, betyder isoleret set ikke noget i verdens CO2-regnskab, men vores eksempel kan have stor betydning. Så at udtage landbrugsjord til gavn for miljøet i Danmark samtidig med, at man lukker øjnene for, at man derved fremmer fældning af urskov med 100 gange større biodiversitet andre steder, gavner hverken Danmarks anseelse eller det globale miljø.

For en uge siden blev der oplistet her i bladet, hvilke punkter Seges roser sig af at have fået ind i Trepartsaftalen. Desværre er de tungeste punkter slet ikke gavnlige men direkte skadelige for både miljø og klima. Her lige et par bemærkninger til de værste.

Skovrejsning

Skovegnede arealer er globalt set ikke nogen mangelvare i modsætning til godt agerland. Tænk blot på Skandinavien. Dertil kommer, at produktionen - målt som tørstof pr. ha - og dermed CO2-optaget - simpelthen er større for de fleste landbrugsafgrøder end for stort set alle træsorter. Udtagning af landbrugsjord betyder således allerede fra år første en mindsket CO2 optagelse.

Hertil vil nogen sige: »Passer ikke! I følge IPCC er etårige planters optag uden betydning«. Det er selvfølgelig noget sludder, der bunder i, at IPCC er lavet med henblik på at holde styr på det fossile CO2, hvad der jo er helt fint. Desuden er det IPCC’s tanke, at alt det CO2, der så emitteres ved nedbrydningen af afgrøderne heller ikke skal tælles med. Det sidste glemmes desværre, når for eksempel Aarhus Universitet (AU) laver opgørelser over landbrugets betydning for klimaet.

Jeg får næppe lov til at fylde hele avisen, så derfor vil jeg her nøjes med at fokusere lidt dybere på denne ene problematik, da den jo fjerner hele grundlaget for både Svarer-udvalget og for den grønne trepart.

Ingen kredit for landbrugets årlige optag af 35 mio. ton CO2

Vælger man at følge IPCC’s regneregler, må man jo i det mindste føre det konsekvent, og udelukke alt i de etårige planters kulstof kredsløb. De to vigtigste kredsløb er CO2-kredsløbet og metan -> CO2 kredsløbet.

Med energi fra solen er eksempelvis korn som bekendt i stand til at optage store mængder CO2 og indbygge det som kulstof i cellulose og stivelse m.v. Når disse planter atter nedbrydes, for eksempel i vores eller en gris’ mave, omdannes de atter til CO2. Denne CO2, der har sin oprindelse fra planter, kaldes biogen. Da al biogen CO2 således har sin oprindelse fra planterne, er der også plads til, at den kan komme tilbage til planterne (i modsætning til CO2 fra kul og olie).

Vejen fra planterne tilbage til planterne kan imidlertid være mere eller mindre kringlet. Noget biogent kulstof vil for eksempel først blive til grisekød. Andet vil blive til biogas m.v., og noget vil blive til muld i jorden, før det finder tilbage til planterne. Et endnu mere specielt kredsløb finder sted, når nedbrydningen af planterne sker et sted med underskud af ilt - for eksempel i en mark med blød bund eller i en ko. Så omdannes noget af planternes biogene kulstof først til metan, der med hjælp fra solen over nogle år atter omdannes til biogent CO2, der så atter kommer tilbage til planterne.

Det er således vigtigt at få slået fast, at vælger man at følge IPCC’s regneregler, og dermed undlader at give landmændene kredit for de cirka 35 millioner ton CO2, deres planter optager årligt, så skal al emission indeholdende biogent kulstof fra disse planter heller ikke indregnes. Det gælder således også koens bøvser samt det CO2 og metan, der kommer fra jorden.

At det er rigtigt, at landbrug og dyrket skov, har kapacitet til at optage al biogent kulstof, ses jo tydeligt af, at før de fossile brændstoffers indtog, var CO2-indholdet i luften på et stabilt lavt niveau.

Det er således en kæmpe fejltagelse at »rette smed for bager« og gøre landbruget til en klimasynder. Tvært imod bør landbruget have point for al den mad og al den energi (halm, biogas biodiesel m.v.), der produceres, for det fortrænger en tilsvarende mængde fossilt materiale. Hvor ville det være skønt, hvis IPCC gjorde opmærksom på dette forhold. Blot en bemærkning om dette, ville animere lovgivere m.v. til at bakke op om en forøgelse af denne energiproduktion.

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.