Hvor blev tempobonussen af?
Regeringen må tage ansvaret for sine handlinger, skriver EU-parlamentariker Asger Christensen (V) i dette debatindlæg.

Asger Christensen, medlem af EU-Parlamentet for Venstre.
Af Asger Christensen (V), medlem af EU-Parlamentet
Mange familier vil mindes 2020 som året, hvor minkskandalen tog livet af deres branchen. Vi vil huske kaosforløbet, der formentlig blev enden på dansk minkavl.
Efter flere uger fortvivler flere avlere stadig, fordi de fortsat mangler kompensation for at have mistet deres levebrød.
Selv minkavlere, der dræbte mink i dagevis for at gøre sig fortjent til regeringens tempobonus, må stadig se langt efter kompensationen. Tempobonussen skulle give ekstra penge til avlere, som dræbte deres mink inden 19. november. Men her efter syv uger er der ikke udsigt til afklaring – eller udbetaling.
Forudsigeligt prøver regeringen at lægge skylden for at sylte avlerne over på Venstre. Sandheden er imidlertid, at jeg og mine partikolleger kæmper for at sikre en ordentlig kompensation til danske minkavlere - og vi accepterer ikke mindre. Derfor venter vi på Mette Frederiksen og hendes ministre. Vi venter på, at de snart leverer, hvad de har lovet.
Ingen dato
For eksempel løftet om en tempobonus. Der er ikke en gang frigivet en dato for, hvornår avlerne kan forvente at få den bonus, de blev sat i udsigt. Fødevareminister Rasmus Prehn har undskyldt sig med juridiske spidsfindigheder og drøftelser, men det hjælper ikke avlerne, som i al hast aflivede deres levegrundlag.
Ligeledes kan minkavlerne fortsat kun drømme om den generelle kompensation for ekspropriation af et helt erhverv. Normalt ville avlerne have fået et acontobeløb for årets produktion i november af Copenhagen Fur. Nu er auktionshuset lukket, og avlerne, der måtte give afkald på hele deres produktion, har brug for kompensation for at komme videre.
Ærlig talt er det for dårligt, at regeringen slet ikke tager ansvar for sine beslutninger. Efter et decideret forfærdeligt forløb, hvor avlere har levet i frygt samt usikkerhed grundet modsatrettede udmeldinger og muligvis ulovlige ordre, fortjener minkavlerne og deres familier en endelig afslutning på skandalen.
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.