Asger Christensen (V), medlem af Europa-Parlamentets landbrugsudvalg

EU’s nye fødevarestrategi står snart sin dom. For lige om lidt stemmer vi om Jord til bord-strategien i Europa-Parlamentet. Og jeg er spændt på resultatet.

Inden sommerferien var fødevarestrategien på forhandlingsbordet. Det trak ud i forhandlingslokalet, men vi landede et kompromis på politisk niveau. Vores kompromis er ikke perfekt, men samarbejdet omkring bordet var rigtig godt. Og det er helt afgørende for mig.

For det er en meget vigtig dagsorden. Strategien skal nemlig gøde jorden for EU’s fremtidige, bæredygtige fødevarepolitik.

Med den nye strategi sætter vi rammerne for vores fødevares vej fra jord til bord. Fra hvordan vi skal dyrke og producere fødevarer i EU, til hvordan vi skal handle med varerne og mærke dem i butikkerne.

Vores kerneopgave er at sikre gode og sunde fødevarer, og det skal være let for forbrugerne at tage klimavenlige valg, når de står ved køledisken i supermarkedet.

Det har jeg blandt andet kæmpet for ved forhandlingsbordet. Og vi har nu et fornuftigt udgangspunkt, som endnu en gang understreger landbrugets vigtige rolle i den grønne omstilling.

Udvikling frem for afvikling

Men EU skal understøtte udviklingen af vores europæiske landbrug. Og det er helt afgørende, at omdrejningspunktet er udvikling frem for afvikling.

I EU - og særligt i Danmark - producerer vi verdens bedste og mest klimavenlige fødevarer. Derfor skal vi fastholde den gode produktion her. For efterspørgslen stiger. Hvis vi reducerer vores produktion i EU, skubber vi den bare til andre lande, der producerer langt mindre klimavenlige fødevarer.

Og som jeg ofte understreger, skal innovation og teknologi drive udviklingen.

For eksempel har jeg foreslået, at vi med Jord til bord-strategien tager kampen op mod fødevarespild. Både hos landmanden, i supermarkederne og hjemme ved forbrugerne.

Men vi skal også ved hjælp af teknologi udnytte vores restaffald til biogas. På den måde sikrer vi en ny og grøn business-model for landmændene. Det er hele essensen af cirkulær økonomi. Og en god økonomisk gevinst for Danmark og EU.

For fremtidens fødevarer skal være klimavenlige og konkurrencedygtige. Og nu sætter vi slutspurten ind. Afgørelsen falder i løbet af efteråret, hvor den endelige afstemning finder sted. Jeg håber og tror på en bred opbakning på tværs af hele Europa-Parlamentet.

- Jeg håber og tror på en bred opbakning på tværs af hele Europa-Parlamentet

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.