- Husk at spille jeres unge gode
- Ved at sikre de gode værdier og interessen for landbruget hos de unge, har vi også et sundt og stærkt landbrug om 30 år, fastslår Fyns LandboUngdoms formand.

- Tingene er ikke som for 30 år siden, så husk at spille jeres unge mennesker på ejendommen gode, lyder opfordringen til landmændene fra Fyns LandboUngdoms formand Anders Lindenskov. Arkivfoto
Af Anders Lindenskov, formand Fyns LandboUngdom
2021 er ved at være slut, og et nyt og spændende år står for døren. Året har budt på mange oplevelser, men foreningslivet har været under pres, med både corona og restriktioner.
Hele foråret har der været nedlukket, og der har været helt dødt. Og der er ingen tvivl om, at når fællesskabet udfordres, og man ikke må mødes, så koster det på opbakningen og medlemstallet i foreningerne.
Coronaen har været hård ved LandboUngdom, også på Fyn har vi kunne mærke det.
Heldigvis blomstrede sommeren frem, og Danmark atter åbnede sig igen. Det gjorde, vi kunne mødes igen og lave alle de aktiviteter, som spændende virksomhedsbesøg, sociale arrangementer og et kanon traktortræk med en kæmpe opbakning.
Det viser, at når vi er allersvagest, og det ser allermest sort ud, så står vi sammen i Fyns LandboUngdom og er klar til at kæmpe, når tingene åbner sig igen.
Med fuld knald på aktiviteterne her i efteråret er det dejligt igen at kunne mærke den gode LU-ond, og se medlemmerne kommer tilbage igen.
På den politiske bane har 2021 været et begivenhedsrigt år.
Der er blevet kæmpet for landbrugets sag og for de unges muligheder på landet. Der har været ministerbesøg med repræsentanter fra LandboUngdoms politiske udvalg.
Vi har været stærkt repræsenteret til L&F’s delegeretmøde, hvor emnet lød på »Den fremtidige generation« - og det passer LandboUngdom jo virkelig ind i.
I 2021 fik vi en historisk bred landbrugsaftale på plads, hvilket sikrer fornuftige rammevilkår for unge landmænd de næste år frem.
Fra mig som ung formand vil jeg ønske, at den ældre generation vil huske at se mulighederne frem for begrænsningerne.
Vi skal ikke modarbejde fremtidens trends. Vi skal i stedet imødekomme dem, lytte til dem, og ud fra det skabe vores fremtidige forretningsgrundlag i samspil med fremtidens forbrugere.
Tingene er ikke som for 30 år siden, så husk at spille jeres unge mennesker på ejendommen gode. Giv dem mulighederne for fremtiden, så de ikke søger væk, men derimod fastholder de gode værdier og interessen i landbruget. På den måde har vi også et sundt og stærkt landbrug om 30 år.
Vi håber på et godt og åbent 2022 med fuld knald på aktiviteter, medlemmer og samarbejdspartnere.
I den forbindelse vil jeg gerne takke Dalum Landbrugsskole, Centrovice, Fyns Familielandbrug og alle de fantastiske besøgsværter, vi har været ude hos det seneste år.
Glædelig jul og godt nytår!