Landbruget skal med fornuft og grøn omtanke sikre fødevareproduktionen i en krigstid

EUs landbrugspolitik har som formål at sikre stabil forsyning med fødevarer til rimelige priser. Det er derfor helt på sin plads, at Asger Christensen og andre EU-politikere tager ansvar og overvejer opdyrkning af brak og lignende tiltag, skriver Christian Lund i sit debatindlæg.

Af Christian Lund, formand for Sønderjysk Landboforening, Billundvej 3, Vojens

Lige nu er der krig i Ukraine, og det medfører betydelig nedgang i korneksport fra Ukraine og Rusland. Lige pludselig risikerer vi reel kornmangel, og priserne er på himmelflugt.

I denne situation er den mest naturlige tanke for en landmand, at vi skal være med til at sikre fødevareproduktionen. Så ingen kommer til sulte. Vi er nok ikke i stor fare herhjemme. Men andre lande, som er afhængige af russisk og ukrainsk korn, dem kan vi hjælpe ved at udnytte produktionspotentialet bedre i EU og Danmark.

EUs landbrugspolitik har som formål at sikre stabil forsyning med fødevarer til rimelige priser. Det er derfor helt på sin plads, at Asger Christensen og andre EU-politikere tager ansvar og overvejer opdyrkning af brak og lignende tiltag.

Til gengæld er det frustrerende at høre grønne organisationer og fødevareminister Rasmus Prehn melde bastant ud, at landbruget ikke kan få mulighed fra at afvige fra planerne i den grønne omstilling med henblik på at udnytte potentialet for at øge produktionen på forsvarlig vis.

Mange muligheder

Med lidt omtanke kan vi gøre det på faglig og forsvarlig vis. Et par indlysende eksempler kan være:

• Ingen brak i krigstid med kornmangel

• Dyrk afgrøder i stedet for efterafgrøder

• Væk med snærende tidsfrister så optimal faglighed kan få plads

• Afgræs med drøvtyggere i ådale og enge i stedet for at de springer i ukrudt og pil

• Naturparker afgræsses med nyttigt kvæg i stedet for unyttige vildheste.

Der er garanteret mange flere muligheder, hvis vi sætter os sammen og får en seriøs og åbensindet dialog om, hvordan vi med faglighed og grøn omtanke kan tage ansvar for at bidrage til en øget produktion, mens Ukraine på grund af den ulykkelige krig kører på halv kraft.

Først en god dialog. Så resolut handling. Landbruget i Danmark har evnerne. Så har vi og vore politikere også forpligtelsen til at tage et medansvar.

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Læs også