Af Ulf Nielsen, Kollerup Strandvej 19, 9690 Fjerritslev

Der er fremsat ønske fra Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer om omlægning af 100.000 hektar til natur/græsarealer/skov.

Hertil er der p.t. afsat 1 milliard kroner. Fødevareministeren blev for nylig refereret for at sige, at det kom til at koste et tocifret milliardbeløb.

Det ville være skønt, om alle gratisterne, der ønsker omlægningen, ville bidrage med egne midler, fremfor bare at kræve at andre finder pengene til projektet.

Frivillige bidrag i form af folke/naturaktier, hvor fortalerne for projektet investerede en vis procentdel af omkostningerne før projektets start, ville sikkert få al snak om omlægning til at forstumme.

Arealerne skal plejes

Ifølge Danmarks Statistik er landbrugsarealet fra 1919 til 2017 reduceret fra 3.226.000 hektar til 2.662.000 hektar i 2017, altså en reduktion på 564.000 hektar.

Trods den løbende reduktion af landbrugsarealet påstås det, at biodiversiteten er forringet gennem årene.

Hvad vil man anvende de 100.000 hektar udtagne arealer til?

Græsproduktion til dyrefoder og industri er vel en mulighed for noget af arealet, forudsat at man ikke saboterer nuværende afvanding.

Resten af arealerne skal vel plejes af husdyr, hvis ikke arealerne skal gro til i krat?

Med den nedgang i antallet af ammekøer de sidste år, grundet dårlige kødpriser, med stigende foderomkostninger og vedvarende chikane af vi dyreholdere fra forskellige myndigheder bliver det svært at få plejet naturarealerne.

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.