Ministerens kritik er helt forfejlet
Som vi har påpeget igen og igen, har ministeren ingen grund til at være skuffet over de danske landmænd, påpeger Thor Gunnar Kofoed i dette indlæg.
Af Thor Gunnar Kofoed, viceformand i Landbrug & Fødevarer
Som vi kunne læse i Effektivt Landbrug for nylig, mener Jakob Ellemann-Jensen, at han blot »kalder en spade for en spade«, når han langer hårdt ud efter dansk landbrug i debatten om kollektive virkemidler og indsatsen for at reducere kvælstofudledningen.
Vi sætter pris på direkte tale i dansk landbrug, men uagtet hvilke haveredskaber ministeren ønsker at inddrage i debatten, så er kritikken stadig forfejlet.
Jeg bliver bekymret, når ministeren bruger den slags retorik, for han risikerer at skabe en – helt forståelig – modstand mod et system, som man burde kunne have tillid til. Og det er ingen tjent med. For det handler om at finde løsninger, så vi kan nå i mål.
Som vi har påpeget igen og igen, har ministeren ingen grund til at være skuffet over de danske landmænd. Vi har gjort alt, vi er blevet bedt om, og der er kø for at deltage i alle de frivillige ordninger, der skal modvirke udledningen af overskydende kvælstof.
Oversøgte ordninger
Ordningen for frivilligt at udlægge kvælstofreducerende efterafgrøder har været oversøgt i det meste af landet, og ordningen for frivilligt at rejse skov har været overansøgt med næsten det dobbelte.
Vi forventer også, at ordningen for anlæggelse af minivådområder bliver overansøgt i denne ansøgningsrunde, men som ministeren ved, er det nu IT-problemer hos Landbrugsstyrelsen, der bremser landmændene i at kunne søge. Her kunne man måske tale om at kalde en spade for en spade, men det vil vi lade ministeren vurdere.
Lad os heller ikke glemme, at vi efterspurgte minivådområdeordningen fra dag ét efter vedtagelsen af Fødevare- og Landbrugspakken. Alligevel var myndighederne ikke klar med ordningen før sidste år, og flere steder kan man ikke komme i gang, fordi kommunerne endnu ikke er klar til at give landmanden tilladelse.
Vi står ved vores ansvar og det ambitiøse mål i Fødevare- og Landbrugspakken, der betyder, at landbrugets udledning af kvælstof i 2021 skal sænkes med cirka 20 procent i forhold til niveauet før pakken. Men som ministeren også ved, er det ikke landbrugets indsats alene, der skal nå målet.
Det er nemlig en fælles opgave for myndigheder og erhverv, og vi ser langt hellere, at ministeren begraver både stridsøkser og spader – og i stedet bruger ressourcerne på, hvordan vi bedst kommer fremad. Derfor vil vi også gerne rose ministeren for at have nedsat en task force, som vi har efterspurgt.
Staten skal udbyde de frivillige ordninger, som skal reducere udledningen af kvælstof. Kommunerne skal give de nødvendige tilladelser til, at projekterne kan realiseres. Og landmændene skal fortsat være klar til at byde ind.
Ministerens kritik er helt forfejlet, for det er faktisk ret simpelt: De danske landmænd lever op til deres ansvar.






































