GØR, SOM JEG siger, men ikke som jeg gør. At sætte handling bag sine ord kan som bekendt kræve sin mand. Eller kvinde. I 2021 sagde statsminister Mette Frederiksen (S) f.eks. i Folketinget, at »lovmøllen kører for meget og for hurtigt«, og at »der ikke er ordentlig tid til refleksion og overvejelse«. Siden har lovprocessen i Danmark aldrig kværnet hurtigere, viser en opgørelse fra tænketanken Cepos, som vi allerede i juni omtalte på denne plads.