VI HAR INTET belæg for at påstå, at Arla vil sine andelshavere noget ondt i denne verden. Det gør vi heller ikke. Men sagen om den nye leverandøraftale, som mejeriselskabet har præsenteret sine andelshavere for, er sandt for dyden ikke køn. Den har desværre lavet dybe skår i tilliden mellem ejere og mejeri, er vi bange for. »De har smidt andelstanken væk. Hvis du skriver under, er du ikke længere dækket af vedtægterne«, konkluderer Danske Mælkeproducenters formand, Kjartan Poulsen.
DET ER IKKE blot trist, vi er nået dertil, at sådanne meldinger kommer fra en mand, der repræsenterer brede kredse af ejerkredsen i Arla. Det er himmelråbende. Et godt råd kom torsdag aften på Agerskov Kro fra advokat Hans Sønderby Christensen, der bad mælkeproducenterne i Danmark om at »få det her til at forsvinde« i al fordragelighed.
DET VIL AFGJORT være dejligt, hvis det kan ske. Omvendt vil det muligvis kræve, at Arla sluger en hel horde af kameler, hvis den øvelse skal lykkes. Til LandbrugsAvisen lyder det imidlertid fra en af de folkevalgte arkitekter bag leverandøraftalen, Arla-bestyrelsesmedlem Steen Nørgaard Madsen, at han ikke har tænkt sig at ændre et komma i aftalen. Så det er næppe ham, der agerer kamelsluger.
DET ER DER ellers behov for, skal man tro meldingerne på torsdagens møde i Agerskov. Her haglede kritikken ned over Arla, og advarslerne fra indbudte advokater var ikke til at tage fejl af: »Det er den mest vidtgående fortrolighedsklausul, jeg nogensinde har set«. »Jeg har forstået, at idéen i et andelsselskab er at trække på samme hammel. Her har man kortsluttet det«. »Det bliver den enkelte andelshaver mod Arla – det kollektive forsvinder«. »De har smidt andelstanken væk. Hvis du skriver under, er du ikke længere dækket af vedtægterne«.
MEN DEN KRITIK var såmænd bare fra advokaterne. Dem uden ejerskab. Den værste kritik er den, som ejere, hårdtarbejdende mælkeproducenter udtrykte. Dem der kalder Arlas ageren »uanstændig«. Dem der mener, Arla drejes i en forkert retning. Dem der savner respekt fra deres eget selskab. Dem der reagerer på en trussel om at blive smidt ud af deres egen virksomhed, hvis de ikke skriver under.
SOM INDLEDNINGSVIS NÆVNT tror vi simpelthen ikke på, at Arla vil sine andelshavere noget ondt i denne verden. Men denne sag vokser og vokser. Og der er i dén grad behov for at »få det her til at forsvinde« i al fordragelighed«. Tilliden skal genoprettes. Det skal ske nu. Og det er hos Arla, bolden ligger.