VI HAR VÆRET inde på det før på denne plads. Men gentagelse fremme muligvis forståelsen. Derfor gentager vi gerne vores invitation til Danmarks ministre inden for fødevarer, miljø og klima. Kom med en tur til Agritechnica i Hannover. Kom ned og oplev den rivende, teknologiske udvikling, der sker i den branche, som leverer maskiner, redskaber og teknologi til landbrugserhvervet i hele verden. Og bliv selv klædt på til den fremtid, som danske landmænd træder ind i. Ikke ud i fremtiden – men her og nu.
NUVEL, DER ER naturligvis prototyper og futuristiske maskiner på messen i Hannover, der er verdens største messe af sin art. Men der er bestemt også teknologi, som er her-og-nu-maskiner. Og som er med til at definere nutiden og fremtiden for landbruget.
MAN KAN MED god ret spørge, om det egentlig er for meget forlangt, at en fødevareminister, der ikke har haft fødevareerhvervet som sit interesseområde nogensinde, blev klædt lidt bedre på, så han ikke bliver klædt af i den fremtidige debat om det fagområde, han er minister for.
OG MAN KAN spørge, om ikke også vores klimaminister og vores miljøminister ved selvsyn burde aflægge verdens førende messe for landbrugsteknologi et besøg. For at blive klogere på miljø- og klimateknologier. Vi er sikker på, at de tyske værter vil tage velvilligt imod danske ministre, ligesom de gør med andre prominente gæster fra den politiske verden, der vælger at besøge messen. Og vi er ligeså sikre på, at både danske og internationale udstillere med entusiasme vil fortælle om CO2-neutrale motorer og klimavenlige præcisionsteknologier.
FAKTISK LIGGER HANNOVER ikke længere væk, end at en eldrevet ministerbil med tre ministre på bagsædet såmænd kan køre dertil på en opladning eller to. I kan også tage bussen, kære ministre. Vi giver gerne en tur sammen med en flok fagfolk fra landbruget, der kan gøre jer lidt klogere undervejs. Sikke et signal, I ville sende til danske landmænd, hvis I ofrede lidt tid på dem. Vi kører kollektivt i busser til Hannover alligevel. I er mere end velkomne ombord. Både i busserne og ind i fremtidens højteknologiske landbrug, der om nogen leverer på nutidens klimadagsorden. Kom selv og se, Lea, Mogens og Dan. Så undgår I at blive hængende i fortiden med modelberegninger og normer. Fremtiden er en helt anden, hvis I har modet til at møde den.