Mærk verden – med hest

Merethe Kepp har arrangeret rideferier på Lolland og Falster siden 2014. Hun er ikke i tvivl om, at konceptet bliver mere og mere populært og ønsker at sprede det også til andre landsdele.

Merethe Kepp har siden 2011 været hovedkraften bag konceptet FerieRytter. Her kan man få skræddersyede rideferier, hvor man i løbet af en forlænget weekend eller lille uges tid kan nyde sin hest, naturen, hinandens selskab eller sit eget.
Merethe Kepps drøm om en rideferie begyndte allerede, da hun i en alder af 11 år, skulle have været på sin første ridelejr, der desværre blev aflyst på grund af sygdom. Der kom ikke en anden, og det var først, da hun som 51 årige tog afsted med sin datter, at drømmen blev indfriet.
Virkeligheden stod fuldstændig mål med drømmen.
- Det var fantastisk, siger Merethe Kepp, da vi møder hende til en snak om, hvordan hun, som den første i Danmark, fandt på konceptet FerieRytter.
- Jeg skulle simpelthen noget mere af den slags. Vi hyggede os og havde de mest vidunderlige dage. Det skulle andre også have lov at opleve.
- Da jeg søgte, i håb om at finde flere muligheder, fandt jeg ikke noget. Og ja, så måtte jeg jo selv i gang, smiler Merethe Kepp fra sin bopæl ved Sakskøbing på Lolland, som hun kalder verdens centrum.
- Alle de, der taler om Udkantsdanmark tror, at centrum er i København. Men her er vi lige midt i det hele. Verden, naturen, livet.
 

Første gæster i 2014

Da Merethe Kepp først havde fået ideen til FerieRytter og rideferier, gik hun i gang med at undersøge mulighederne.
- Jeg havde et par veninder med samme interesse, der gik med i det i begyndelsen, og i 2014 havde vi de første gæster.
Inden da, havde Merethe Kepp været rundt blandt landmand og andre for at få lov at benytte eksempelvis tomme bygninger og græsmarker til overnatning for både ryttere og heste.
- Flere og flere landbrug bliver lagt sammen og bliver større. Så kan vi da lige så godt benytte de tomme bygninger til noget fornuftigt, vurderer Merethe Kepp.
 

Alt er klaret

Konceptet er enkelt. Pak tandbørsten og hesten og mød op på givent tidspunkt og sted. Så er overnatning, stald, rute og ridekort samt øvrige tilladelser klaret. Og man skal blot sørge for at nyde og opleve.
Merethe Kepp understreger, at det med at nyde og opleve kommer helt af sig selv.
- Jeg har selv redet turene igennem og testet, at alt fungerer, som det skal. Og det er altså en vidunderlig følelse det der med bare at ride ud ad en rute. Hesten og dig og måske et par veninder. Og vide, at når dagen er gået, så er der hygge forhåbentlig i solens sidste aftensskær med udsigt til hestefolden og den vidunderlige natur, som vi omgiver os af.
 

Afstressende terapi

Det at omgås heste og nyde dem i naturen bidrager ifølge Merethe Kepp til ro og balance i livet.
- Er man den mindste smule stresset, kan en ridetur gøre underværker og samværet med hesten bidrage til, at man kommer tættere på sit eget jeg.  En halv time, så er skuldrene, hvor de skal være og man falder så at sige på plads i sadlen.
Ifølge Merethe Kepp er de typiske gæster to veninder, hvor børnene er blevet så store, at de enten er med, eller kan være alene hjemme, eller et ægtepar eller mor og datter.
- Alle andre er nu også velkomne. Blot man har lyst til hygge med hestene i centrum, siger hun.  
 
 
FerieRytter er meget mere...
FerieRytter har visioner:
■ Vi vil hjælpe hesteelskere med at få de bedste hesteoplevelser
■ Vi vil udvikle bæredygtig hesteturisme i landdistrikterne
■ Vi vil brande
Lolland-Falster

 

 Uforglemmelige ferieophold  
■ Forkælelse på Bellinge
 all inclusive, fra 2.900 
■ Herregårdophold på
 Ny Kirstineberg, fra 3.100        
■ Åbne vidder – langtur til
 Saxfjedgård, fra 1.800       
■ Egen Jagthytte på
 Saxfjedgård, fra 3.000           

 

 Hesteoplevelser i Danmark
Det er FerieRytters ambition at gøre det nemt at finde en oplevelse med hest i Danmark. Spændende tilbud om hesteferie, turridning, horsemanship, ridelejre, onlinekurser, prærievognsture mv. vokser frem i alle egne. FerieRytter vil skabe overblik over denne mangfoldighed af tilbud fordelt på regioner, og de er allerede godt på vej.
 
Håndbog i hesteturisme 
FerieRytter ønsker at udvikle hesteturismen i Danmark.
Derfor har de oversat, udgivet og forsynet rapporten ‘A Good Practice Guide to Equine Tourism’ med eksempler på hestebusiness i både lille og lidt større skala fra aktører i Guldborgsund kommune.
De håber dermed, at hesteturismen kan vokse – også i Danmark.
‘Håndbog i Hesteturisme’ blev udgivet i forbindelse med Danmarks første Hesteturismekonference, der blev afholdt tilbage i september 2017 Næste konference bliver til oktober i år på Hansenberg i Kolding.

 

 

Læs også