Stabil smågrisenotering i Tyskland – Holland og Spanien nedjusterer

Udbud og efterspørgsel er i balance på smågrisemarkedet, skriver Danske Svineproducenter, der melder om en uændret VEZG-smågrisenotering på 85 euro og en ligeledes uændret VEZG-notering for 8-kilos grise på 54,80 euro.

- For yderligere prisstigninger mangler der prispositive impulser fra det tyske slagtesvinemarked, lyder det i nyhedsbrevet, hvor man konstaterer, at den tyske slagtesvinenotering har været stabil i de seneste ni uger.

Mens den tyske smågrisenotering altså er stabil, har man nedjusteret noteringen i både Holland og Spanien.

De hollandske smågrisenoteringer faldt i sidste uge med 2,00-3,00 euro, mens de spanske smågrisepriser dalede med 2,00 euro.

På trods af helligdagene i maj regner de fleste tyske markedsinteressenter med, at den stabile prisudvikling på både smågrise- og slagtesvinemarkedet fortsætter i Tyskland.

Læs også