Positiv udvikling for dansk okse- og kalvekød

Markedet for dansk okse- og kalvekød opretholder sin positive udvikling både på hjemmemarkedet og eksportmarkederne - godt hjulpet på vej af det lune majvejr.

Det skriver Himmerlandskød i sin markedsberetning denne uge.

Her melder man, at afsætningen overordnet set er stærk i både detailhandlen og foodservice-sektoren.

- Det inkluderer både de dyrere udskæringer og Himmerlandskøds øvrige sortiment. Handlen med hakket oksekød holder sig ligeledes på et pænt niveau drevet af større kampagneordrer til detailkæderne, lyder det.

De sydeuropæiske markeder – i særdeleshed Italien og Spanien – er fortsat ivrige aftagere af bagfjerdinger og rykke. Det giver en stabil efterspørgsel.

Grundet Kristi Himmelfartsdag torsdag er der i denne uge slagtet 2.250 dyr på slagteriet i Aalestrup, skriver Himmerlandskød, der i uge 19 havde uændrede noteringer i samtlige kategorier.

Læs også