Den stigende pris på palmeolie smitter af på vegetabilsk foderfedt i Europa. Aktuelt er sojaolie den mest attraktive løsning.

Sådan lyder konklusionen fra Agromarkets’ råvarespecialist Søren Grønborg, der i en markedskommentar har set nærmere på prisudviklingen for palmeolie.

Selvom Indonesien har rigeligt med palmeolie, stiger priserne fortsat.

- Strammere kontrol med ulovlig eksport og Malaysias forventede produktionsfald på grund af kraftig regn er med til at presse markedet op, lyder det fra råvarespecialisten.

I januar dykkede prisen på palmeolie til under 966 USD pr. ton, men den er nu steget til omkring 1.081 USD. Ifølge Rabobank er der udsigt til yderligere prisstigninger, da Indonesien øger sin biobrændstofproduktion, mens både Malaysia og Indonesien står over for et år med lavere udbud.

Den stigende palmeoliepris smitter af på vegetabilsk foderfedt i Europa, og det betyder dyrere foder for de danske landmænd.

- Lige nu er sojaolie den mest attraktive løsning. Prisen kan sikres helt frem til april 2026 på et niveau omkring 860 kroner pr. 100 kg (plus EUDR-tillæg). Det giver en mulighed for langsigtet prisstabilitet, skriver Agromarkets.