Kinas rapsstop kan åbne døre for danske landmænd
Massiv kinesisk told på canadisk raps kan på sigt skabe højere efterspørgsel på EU-raps.

Siloer i Canada. Arkivfoto
Med en toldsats på hele 75,8 procent har Kina reelt lukket for importen af canadisk raps. Ifølge AgroMarkets rammer det ikke kun Canada hårdt – det skaber også uro på hele verdensmarkedet for oliefrø. Sidste år eksporterede Canada raps til Kina for over 25 milliarder kroner, og det hul kan ingen fylde fra dag til dag.
Kinas behov for nye leverandører kan ifølge AgroMarkets rette blikket mod både EU og Ukraine. For europæiske producenter kan det betyde stigende efterspørgsel – især hvis Kina hurtigt skal sikre forsyninger til både foder- og olieproduktion.
- Det åbner døren for, at Kina kan søge mod andre oliefrø – eller hente raps fra EU og Ukraine, lyder vurderingen fra AgroMarkets.
For danske landmænd er situationen todelt. På kort sigt kan de lave priser i Canada lægge pres på markedet. Men på lidt længere sigt kan en øget kinesisk interesse for EU-raps give et løft.
- Det er derfor værd at holde skarpt øje med markedet, lyder det fra AgroMarkets.