Helt aktuelt modtager flere danske landbrug om kort tid et brev fra kommunen om, at dele af deres ejendom er udset til at indgå i den frivillige udtagning af landbrugsjord, som er en del af den grønne trepart. For nogle landmænd vil det måske komme som en overraskelse, mens andre havde det på fornemmelsen, fordi de godt ved, jorden er i spil, eller de selv har budt ind med arealer. Uanset scenariet så opfordrer rådgivningsvirksomheden nu alle landbrugsbedrifter at få screenet sin ejendom.

- Politiske aftaler som Grøn Trepart, kommende EU-reguleringer og øgede leverandørkrav stiller nye krav til driften, men samtidig åbner de også for nye muligheder. Derfor vælger flere og flere landmænd at få deres ejendom screenet for de nye risici og potentialer, som de politiske aftaler bringer med sig, siger Søren Hoff Brøndum.

20.000 hektar i første halvår af 2025

Derfor har Agillix sammensat et team på tværs af fagrådgivningen inden for økonomi, miljø, planter, ESG, strategi og husdyr, så landmanden får en helhedsorienteret screening, der tager de politiske aftaler helt ned på matrikel- og markblokniveau. I første halvår af 2025 er det blevet til screening af 20.000 hektar jord fordelt på 50 bedrifter.

- Vi gør fagudtryk som retentionskort, Kulstof 22 og kvælstofkrav håndgribelige, så den enkelte landmand får det nødvendige overblik i forhold til, hvad der skal handles på. Screeningen giver svar på spørgsmål som: Hvordan ser retentionskortet ud på min markjord? Hvad er mit klimaaftryk? Har jeg arealer, der med fordel kan tages ud og give tilskud? forklarer Søren Hoff Brøndum og fortsætter: Vi tager en indledende dialog for at kortlægge den enkelte landmands situation, og om der er behov for en køkkenbordssamtale eller en mere fyldig rapport.

Et stærkt beslutningsværktøj

ESG, trepart eller udvidelsesmuligheder. En screening giver mange svar, som kan bruges til flere formål end blot i forbindelse med treparten. Resultatet er et stærkt beslutningsværktøj, der giver landmanden et overblik over de lavthængende frugter, hvor man nemt og hurtigt kan hente klimaeffekt eller økonomiske gevinster.

- Ofte er det ikke raketvidenskab at finde potentialerne, når landmanden får det nødvendige overblik. Screeningen giver samtidig mulighed for en plan for de større, mere strategiske skridt, der skal sikre bedriften på længere sigt, lægge budget eller analysere udvidelsesmuligheder, siger bæredygtighedschef i Agillix, Michael Rottbøll.

Særlige områder i Nordjylland

Agillix anbefaler som udgangspunkt alle landbrug at få lavet en basisscreening, så den enkelte landmand kan starte arbejdet med treparten og de nye regelsæt. Der er dog enkelte områder i det nordjyske, hvor Søren Hoff Brøndum appellerer til at være ekstra opmærksom.

- Det er særligt landbrug med husdyr i områderne med store reduktionskrav til kvælstof som Halkær Bredning, Hjarbæk Fjord, Mariagerfjord og Thisted Bredning, hvor et overblik er en rigtig god idé, men vi mærker efterspørgslen og ser værdien for alle i at få et indblik i de nye krav, kort og regler – uanset om det er for overblikket, udvidelser, salg eller i forbindelse med generationsskifter, siger Søren Hoff Brøndum.