En ny markedsvurdering fra Seges Innovation peger på, at danske landmænd i de kommende måneder kan se frem til et fald i prisen på både mælk og korn. Til gengæld forventes kødpriserne at holde sig på et stabilt niveau.

- Det høje bytteforhold understreger, at der lige nu er stor efterspørgsel efter de råvarer, som danske landmænd producerer. Det er det bedst mulige afsæt, når man som landmand skal investere i forbedrede produktionsfaciliteter og initiativer til grøn omstilling og blive klar til de store forandringer, som erhvervet indgår i hen over de kommende år. Det gælder naturligvis ikke mindst den grønne trepart, siger Stine Hjarnø Jørgensen, afdelingsleder i Ledelse & Økonomi, Seges Innovation i en pressemeddelelse.

Højeste bytteforhold i to årtier

Ifølge markedsvurderingen ventes landbrugets bytteforhold – forholdet mellem omkostninger og indtjening – i 2025 at nå det højeste niveau i 20 år.

I 2026 vil bytteforholdet fortsat være højt, men en smule lavere end i år.

Mælkepris topper i 2025

Den nuværende relativt høje mælkepris vurderes at have toppet i 2025, og et mindre fald forventes over de næste seks måneder. Seges Innovation peger på, at udbuddet af mælk overstiger efterspørgslen på mælkeprodukter, hvilket lægger pres på prisen.

Kød holder niveauet

Prisen på grisekød forventes at ligge en anelse højere i 2026 end i år, og forskellen mellem puljeprisen og den beregnede smågrisenotering ventes at blive mindre.

For oksekød ser prisniveauet fortsat stærkt ud – med mulighed for yderligere stigninger næste år.

Korn under pres

Kornpriserne er præget af store høstudbytter i 2025, hvilket trækker udviklingen nedad. Seges Innovation forudser derfor en svagt faldende tendens i 2026.

Finans