EU mister hvede-momentum
Lavere eksportforventninger og stærk byg-efterspørgsel kan give prisstøtte senere på sæsonen.

EU sænker hvedeeksporten, men lavere høstforventninger og stærk byg-efterspørgsel kan stramme markedet og støtte priser. Arkivfoto: Daniel Barber
For fjerde måned i træk bliver prognoserne for EU’s hvedeeksport i 2025/26 sænket. Seneste estimat lyder på 27,6 millioner ton, hvilket afspejler fortsat hård konkurrence på verdensmarkedet. Også amerikanske vurderinger peger på lavere eksport end tidligere ventet.
Sådan lyder analysen fra Agromarkets.
Trods nedjusteringerne er eksporten fortsat betydelig og tæt på niveauet fra sidste sæson. Konkurrencen fra Sortehavsregionen er mindre markant, mens øget pres fra USA og den sydlige halvkugle dæmper afsætningsmulighederne.
Til gengæld tegner der sig et stærkere billede for byg, hvor eksporten kan nå højeste niveau i næsten et årti, båret af solid efterspørgsel fra Mellemøsten.
Samtidig er høstforventningerne i 2026 justeret lidt ned efter vinterfrost i dele af Østeuropa. Det kan stramme udbuddet og give markedet bedre prisstøtte, hvis vejret senere i sæsonen skaber ny usikkerhed.










































