Et nyt studie viser, at danskerne ligger i top, når det gælder viden på klimaområdet, skriver L&F i en markedskommentar.

Men danskerne er generelt mere villige til at ændre deres transportformer end deres madvaner for at skabe en mere klimavenlig adfærd.

80 procent anerkender, at klimaforandringer er et vigtigt problem, og et stort flertal kan korrekt identificere drivhusgasser og skelne dem fra andre typer udledninger.

Ifølge studiet angiver 61 procent af danskerne, at de er villige til at omstille til brændstofbesparende køretøjer for at reducere deres klimaaftryk. Samtidig er 51 procent villige til at begrænse deres flyrejser. Kun 33 procent er villige til at begrænse deres okse-/kødforbrug. Det er lavere end i fx Tyskland, hvor andelen er 45 procent.

Samlet peger resultaterne på, at der i Danmark både er en høj klimabevidsthed, og at en stor andel af befolkningen er villige til at ændre deres forbrug som bidrag til den grønne omstilling.

Undersøgelsen er foretaget af Stantcheva et al. Studiet bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt mere end 40.000 respondenter i 20 høj- og mellemindkomstlande. Det dokumenterer både viden om klima og en villighed til at ændre adfærd.

Finans