Russisk grisekød vokser, men markedet bremser op
Produktionen steg markant i årets første fire måneder i den russiske griseproduktion, men branchefolk peger på lavt sammenligningsgrundlag, presset forbrug og et mere modent marked.

Russisk griseproduktion vokser, men lavt udgangspunkt, presset forbrug og mere modne markedsvilkår dæmper forventningerne. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Ruslands svineproduktion steg med 4,7 procent i årets første fire måneder efter stagnation i 2025. Fremgangen overraskede branchen, men ifølge Yuri Kovalev, formand for Russian Union of Pork Producers, er der ikke nødvendigvis tale om et varigt løft.
Det beretter mediet PigProgress.
En væsentlig forklaring er et lavt udgangspunkt, da produktionen i begyndelsen af 2025 var ramt af sikkerhedsproblemer i regioner tæt på Ukraine. Også i år har situationen påvirket markedet. Flere bedrifter har måttet lukke og aflive hele besætninger. Blandt andet har Rusagro lukket tre svinefarme i Belgorod-regionen »på grund af den høje risiko for personale og produktionsprocesser i grænseområdet«.
For hele 2026 ventes væksten kun at lande på 1-2 procent. I 2025 producerede Rusland 6,3 millioner ton grisekød i levende vægt.
- Afdæmpningen viser branchens naturlige overgang fra en periode med intensiv vækst til et modent marked, siger formanden.
Forbruget er under pres, men eksporten ventes at stige 5-6 procent til op mod 415.000 ton i 2026.




































