45 procent færre griseproducenter på ti år i tyske delstater
Grisebestandene i Niedersachsen og Nordrhein-Westfalen er relativt stabile, mens antallet af producenter fortsætter med at falde.

Bestanden af grise har fundet et mere stabilt niveau, mens antallet af griseproducenter fortsætter med at falde. Arkivfoto.
Landbrug & Fødevarer skriver i Markedsnyt for grisekød, at de første foreløbige resultater fra den tyske grisetælling pr. 3. maj 2026 peger på en relativt stabil grisebestand i de to største griseregioner. Samtidig fortsætter antallet af producenter med at falde markant.
Ifølge ISN faldt den samlede grisebestand i Niedersachsen 0,8 procent til cirka 6,81 millioner grise sammenlignet med året før. Siden 2016 er bestanden reduceret med knap 20 procent. Avlsbestanden faldt 1,2 procent det seneste år og er samlet faldet med mere end 24 procent siden 2016.
I Nordrhein-Westfalen steg grisebestanden 1,8 procent til 5,88 millioner grise. Bestanden ligger dog fortsat knap 18 procent under niveauet i 2016.
Tallene peger dermed på, at grisebestandene er ved at stabilisere sig efter flere års tilbagegang, men på et væsentligt lavere niveau end tidligere.
6,8 procent på et år
Udviklingen blandt producenterne går fortsat den modsatte vej. I Niedersachsen faldt antallet af grisebedrifter 6,8 procent det seneste år til 3.420. Siden 2016 er antallet reduceret med næsten 45 procent, mens antallet af sobedrifter er halveret.
I Nordrhein-Westfalen faldt antallet af griseproducenter 2,1 procent det seneste år. Siden 2016 er næsten en tredjedel af producenterne forsvundet.
Ifølge ISN viser udviklingen, at griseproduktionen i stigende grad samles på færre og større bedrifter. Organisationen vurderer samtidig, at den aktuelle priskrise og stigende investeringskrav kan accelerere udviklingen yderligere, særligt inden for smågriseproduktionen.

































