Hvedeprisen sprang næsten 6 procent
FAO's fødevareprisindeks steg 0,6 procent i juli, hvor især højere priser på korn, sukker og vegetabilske olier trak op.

FAO registrerede i juli en stigning på 5,8 procent i de internationale hvedepriser. Arkivfoto: Anne Wolfenberg
Det såkaldte globale fødevareprisindeks steg 0,6 procent i juli til 131,1 point, oplyser FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO.
Det er 1,0 procent højere end i juli 2025.
Kornprisindekset steg 3,4 procent. Hvede blev 5,8 procent dyrere internationalt på grund af bekymring for eksporten fra Sortehavet og hedebølger i vigtige producentlande. Majspriserne steg 3,6 procent blandt andet som følge af varmt og tørt vejr i dele af USA.
Vegetabilske olier steg 2,0 procent til det højeste niveau siden juni 2022, mens sukker steg 5,6 procent.
Modsat faldt kødprisindekset 2,8 procent. Svinekød blev billigere som følge af rigelige forsyninger i EU og afdæmpet global efterspørgsel. Mejeriprisindekset faldt 0,7 procent.


































