EU’s majshøst nedjusteres kraftigt efter tørke
Angreb ved Sortehavet og udsigten til en markant mindre majshøst i EU har givet støtte til de europæiske kornpriser.

Kornpriserne i Europa steg i sidste uge, mens varmt og tørt vejr har ført til markante nedjusteringer af forventningerne til EU’s majshøst. Arkivfoto
Europæiske kornpriser steg i sidste uge, blandt andet som følge af nye angreb mod skibsfart og havne i Sortehavet, fremgår det af det britiske landbrugsorgan AHDB’s ugentlige markedsrapport.
Decemberhvede i Paris steg 1,8 procent fra 31. juli til 7. august, mens novembermajs steg 2,3 procent.
Uroen i Sortehavet begrænser eksporten og øger transportomkostningerne. AKP Inform har samtidig sænket forventningen til Ukraines eksport af hvede med 1,8 millioner ton og byg med 0,8 millioner ton.
Også udsigten til en mindre europæisk majshøst støtter markedet. Expana har sænket prognosen for EU27 med 4,6 millioner ton til 49,1 millioner ton. Det er 14 procent mindre end sidste år. Argus Media forventer 48 millioner ton, hvilket er 20 procent under sidste års høst.





































