AgroMarkets venter prisfald trods hop i sojaskrå
Sojaskrå steg markant på børsen i Chicago onsdag. Det store globale udbud får dog AgroMarkets til fortsat at vente et prisfald frem mod den normale sæsonbund i oktober.

Oktober er normalt tidspunktet for årets sæsonbund i sojaskrå, og AgroMarkets ser fortsat mulighed for et prisfald frem mod denne bund. Arkivfoto
Prisen på sojaskrå tog et markant spring onsdag. Stigningen ændrer dog ikke AgroMarkets' forventning om, at prisen kan falde igen frem mod oktober.
- Spørgsmålet er derfor ikke så meget, om der kan komme en korrektion, men snarere hvor stort et prisfald markedet kan nå at gennemføre inden oktober, skriver AgroMarkets i en markedsanalyse torsdag.
Ifølge analysehuset skyldes stigningen især øget bekymring for den amerikanske sojaafgrøde, efter at afgrødeforholdene er blevet svagere. Stærk eksportefterspørgsel og tekniske køb har også løftet markedet.
AgroMarkets peger samtidig på, at den globale produktion af både sojabønner og sojaskrå fortsat ventes at blive meget stor. Det gode udbud begrænser ifølge analysen udsigten til en længere og kraftig prisstigning.
Det skal dog vejes op mod, at USA's landbrugsministerium venter en rekordstor amerikansk eksport af sojaskrå.
AgroMarkets vurderer, at et stort prisfald endnu ikke er sandsynligt, så længe markedet viser den nuværende styrke. Men jo højere prisen kommer nu, desto større kan en senere nedtur blive.
AgroMarkets' anbefalede afdækning af konventionel sojaskrå går frem til og med april 2027.
- Så længe de fundamentale forhold ikke ændrer sig markant, fastholder vi forventningen om, at den nuværende prisstigning kan blive afløst af et fald frem mod sæsonbunden i oktober, skriver AgroMarkets.






































