Rekordmængde korn har mandag forladt ukrainske havne

12 fartøjer har mandag forladt ukrainske havne i henhold til en kornaftale i Sortehavet, skriver Ritzau/Reuters.

- En rekordmængde på 354.500 ton landbrugsprodukter har forladt ukrainske havne mandag, siger en talsmand for den militære administration i byen Odesa.

Det skriver Ritzau/Reuters.

Der er tale om samlet set 12 skibe, der har forladt havnene.

Skibene har forladt de ukrainske havne, selv om Rusland lørdag meddelte, at landet trak sig fra aftalen om korneksport fra havne i Ukraine.

Det skete som følge af angreb mod skibe ved Krim, oplyste det russiske forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Tass.

Det drejede sig ifølge ministeriet om et »terrorangreb« i Sevastopol, en havneby på Krim-halvøen, lørdag mod krigsskibe.

Det påståede angreb har ifølge Rusland også ramt skibe, som havde til formål at sørge for sikkerheden i forhold til korneksporten.

Rusland mener, at ukrainske styrker ved brug af droner angreb skibene i Sevastopol tidligt lørdag. Det er den største by på Krim, som er annekteret af Rusland.

Ukraine afviser at stå bag. Den ukrainske præsidents stabschef anklager Rusland for afpresning og mener, at Rusland selv står bag angrebene.

FN og tyrkiske delegationer har sendt inspektionshold til Ukraine.

En FN-talsmand siger, at de første af i alt 40 planlagte inspektioner af skibe er gennemført i farvandet omkring Istanbul i Tyrkiet.

Kornaftalen kom i stand tidligere på året efter længere tids mægling mellem Rusland, Ukraine, FN og Tyrkiet.

Aftalen indebærer, at der er oprettet en sikker korridor, som skibene kan benytte, når de forlader de ukrainske havne.

Læs også