En besætning på Als med 30.000 høns er ramt af fugleinfluenza. De kommende dage bliver alle dyr i besætningen aflivet.
En stor indendørs hønsebesætning ved Augustenborg på Als er ramt af den dødelige og meget smitsomme fugleinfluenza, H5N1. Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Derfor afliver Fødevarestyrelsen i samarbejde med Beredskabsstyrelsen de kommende dage hele besætningen. Sygdommen rammer meget sjældent mennesker, men er smertefuld og ofte dødelig for høns.
- Det er mange fugle, vi nu skal have aflivet. Men aflivningerne er desværre nødvendige, både for at begrænse fuglenes lidelser, og for at forebygge smittespredning, forklarer veterinærchefen i Fødevarestyrelsen, Signe Hvidt-Nielsen.
Høns må igen komme ud i det fri
Fjerde udbrud i 2023
Udbruddet er det fjerde udbrud i år. Tilbage i januar blev først en stor hønsefarm ved Hedensted og siden en stor kalkunfarm ved Skælskør ramt af fugleinfluenza. I midten af marts blev en lille besætning ved Ramløse aflivet. Tilsammen betød de tre udbrud, at omkring 65.000 dyr blev aflivet.
- Risikoen for fugleinfluenza er faldet, men sygdommen kan stadig ramme en besætning, sådan som udbruddet ved Augustenborg desværre også understreger, siger Signe Hvidt-Nielsen. Hun minder derfor om, at det derfor er vigtigt, at alle, der har med fjerkræ at gøre, tager deres forholdsregler, og blandt andet skifter fodtøj inden de går ind til deres dyr.
- Det aktuelle udbrud får os ikke til – her og nu – at ændre på vores risikovurdering, eller justere på de krav, der gælder for den danske fjerkræbranche. Derfor må økohøns, frilandshøns og andre fjerkræ stadig gerne være ude i det fri. Men det er klart, at vi følger situationen nøje, og er klar til igen at skærpe restriktionerne for branchen, hvis smittetrykket og risikoen stiger væsentligt, forklarer veterinærchefen.
Fødevarestyrelsen har oprettet en restriktionszone omkring den ramte hønsebesætning ved Augustenborg. I en radius på 10 kilometer er det forbudt at flytte æg eller fjerkræ uden særlig tilladelse fra Fødevarestyrelsen, og alle fjerkræejere inden for zonen skal registrere deres fuglehold på landbrugsindberetning.dk.