Stor efterspørgsel efter slagteklare grise – noteringerne stiger

Arkivfoto
Det europæiske slagtesvinemarked befinder sig i en balancegang mellem manglende slagtesvin på den ene side og et kødmarked uden impulser på den anden side. Det skriver Danske Svineproducenter i sit ugentlig markedsnyt, Rundt om Europa.
En del af slagtesvinenoteringerne i Europa er steget mellem én og syv cent (cirka 9-52 øre).
- Slagterierne skal gøre en intensiv indsats på tværs af grænserne for at finde slagteklare grise og for at fylde deres slagtebånd. Den store efterspørgsel efter det lille udbud forstærker konkurrencepresset. På den anden side mangler kødmarkedet drivkraften. For det første reducerer begyndelsen af feriesæsonen efterspørgslen i mange regioner. For det andet lever grisekødseksporten til tredjelande ikke op til forventningerne. Europæiske eksportører skal konkurrere med billigere tilbud fra USA og Brasilien og er prismæssigt ofte ikke konkurrencedygtige, skriver Danske Svineproducenter.
Det lille slagtesvineudbud i Tyskland var meget tydeligt ved den seneste prissætning, hvor noteringen her steg med syv cent i onsdags. Antallet af slagtninger pr. uge var igen under 700.000-mærket, og den gennemsnitlige slagtevægt falder.
Den hollandske Beurs-notering fulgte trop i fredags med et plus på korrigerede fem cent (cirka 30 øre) for den nye uge. I Frankrig resulterede det lille udbud i en stigning på 6 cent (cirka 49 øre), mens man opnåede en lille stigning på 1 cent (cirka 9 øre) i Belgien. Den belgiske notering er steget i flere trin de seneste seks uger med i alt 16 korrigerede cent (cirka 1,19 kroner). Den tyske notering steg med 17 korrigerede cent (cirka. 1,26 kroner) i samme periode.
Noteringerne i Spanien og Danmark er uændrede.
- Markedsinteressenter fra begge lande peger på manglende prispotentiale ved eksport til tredjelande. Den spanske notering er fortsat på førstepladsen i den europæiske prissammenligning af de fem EU-lande med flest svin, men afstanden til den franske notering på andenpladsen er indsnævret til korrigerede 11 cent (cirka 82 øre). Den danske notering fortsætter på sidstepladsen med korrigerede 2,04 euro (cirka 15,18 kroner), skriver Danske Svineproducenter