Danish Crowns svinenotering falder fra uge 35 igen, denne gang med 20 øre.
Sidste uges fald i Danish Crowns svinenotering var ingen enlig svale. Det står klart, efter at slagterigiganten torsdag har udmeldt, at man endnu engang sænker sin notering. Denne gang med 20 øre, så noteringen fra næste uge er på 13,3 kroner pr. kg svinekød.
Ifølge Danish Crown er der bedring i efterspørgslen på danske varer udenfor Europa. Men priserne siver fortsat i Europa.
- Der er tilbageholdenhed i Europa, fordi hele branchens salg til detailhandlen ikke har det momentum, som vi så i foråret. Til gengæld har vi fundet nogle lommer udenfor Europa, hvor der er en stigende efterspørgsel på en bred palette af de produkter, som vi tilbyder. Set med danske øjne er det en positiv udvikling, men det er ikke helt nok til at kompensere for de faldende priser i Europa, siger Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.
Sonotering på 13 kroner
I Europa er det især afsætningen af delstykker med ben, der er under pres i øjeblikket, men til en vis grad rammer det også de udbenede varer, oplyser Danish Crown.
- Den bevægelse, vi ser i øjeblikket, er helt normal i perioder, hvor noteringen er faldende i mange europæiske lande. Vi har gennem hele året siddet helt tæt på vores kunder udenfor Europa, for at være klar til at fange hver eneste ordre, som er attraktiv for os. Lige nu er vi i en brydningstid i Europa, men efterspørgslen skal ikke stige ret meget, for at priserne vil stabilisere sig, siger Mads Stougaard.
Sonoteringen falder ligeledes med 20 øre og er fra næste uge på 13 kroner pr. kg kød.