Prisen noteres 30 øre lavere i den tredje uge og er nu på 12,20 kroner pr. kilo. Samtidig falder sonoteringen med 20 øre og er nu på 9,60 kroner pr. kilo.
Det nye år er begyndt mere trægt end forventet. Forbruget på tværs af Europa er ikke prangende, og det sætter sig i priserne, lyder det fra Danish Crown.
- Der bliver handlet med meget kort horisont lige nu, fordi det er meget uklart for alle, hvor stort udbuddet af grisekød reelt er i Europa lige nu. Produktionen er faldet betydeligt, men spørgsmålet er, om nedgangen i økonomierne har sat sig i forbruget, eller om der bare er tale om den normale tilbageholdenhed i januar, siger Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.
Der er stort set alle delstykker og udskæringer, der er under pres lige nu. Samtidig har blokaderne i Tyskland i denne uge givet nogle bump, fordi mange leverancer af råvarer blev forsinket i starten af ugen.
- Lige nu er alt, der skaber forskydninger og forsinkelser negativt for markedet. I Danmark har vi oplevet butikker med tomme hylder på grund af snestormen, og det tvinger forbrugerne til at vælge de produkter, der er tilbage. En snestorm i Danmark er selvsagt ikke nok til at påvirke priserne i hele Europa, men lige nu har vi brug for et marked, hvor produkterne flytter sig i en lind strøm, og det gør de ikke lige nu, siger Mads Stougaard.
Tilmeldingen til indeværende uge blev højere end forventet, og det betyder, at der bliver behov for at udsætte cirka 270.000 tilmeldinger til uge 3. Gennemsnitsvægten er stabil fra sidste uge på cirka 93 kg, og det vil i gennemsnit svare til cirka fire slagtedage vurderet alene ud fra vægten. Der er fokus på at få slagtet de tungeste grise først.
Der arbejdes over på flere anlæg i indeværende uge for at få antallet af udsatte reduceret. Blans slagter fredag aften, mens Horsens og Herning slagter lørdag. Der er derudover planlagt mere overarbejde og lørdagsslagtning de kommende uger.